Rambla'en, det brede strøg i Barcelona, er ofte overfyldt med turister. Foto: Barcelona Turisme.

Europæiske storbyer vil sprede turisterne

Indbyggerne i flere europæiske storbyer er trætte af, at turisterne samles om nogle få attraktioner, som slides ned. Nu gøres der en indsats for at sprede gæsterne i de berørte byer.

Størstedelen af de turister, der tager på storbyferie, er tilbøjelige til alle at søge mod de mest kendte attraktioner, og det skaber store udfordringer for byerne og deres indbyggere. Samtidig gør det oplevelserne ringere for turisterne, som dårligt kan komme til at se de attraktioner, de gerne vil besøge. Det kaldes ’People Pollution’, og det ønsker byerne nu at gøre noget ved, skriver Reuters ifølge jyllands-posten.dk.

”Overrendte destinationer er på den ene side naturligvis et gode, men der er en smertegrænse for, hvornår det bliver for meget”, siger borgmester Mato Frankovic i Dubrovnik.

Det har fået flere af de største europæiske storbyer til at gennemføre initiativer, som skal sprede turisterne til også at besøge andre dele af byerne. Det er ikke hensigten at begrænse antallet af turister, men at sørge for, at de besøgende kommer til at opleve andre dele af byerne end de sædvanlige attraktioner.

Et af midlerne vil være smartphone-applikationer, som i Dubrovnik hvor man snart kan lancere en mobilapplikation, der giver besked om, hvornår de smalle gader i den gamle bydel er overrendte og kommer med gode forslag til alternative seværdigheder uden for bymuren.

Andre ’lyksaligheder’
I Barcelona prøver man på samme måde at gøre det mere interessant at opleve den attraktive by ved at bevæge sig væk fra turistmagneterne i centrum. Lige nu arbejdes der på en markedsføringskampagne, der skal få turisterne til at åbne øjnene op for Cataloniens andre ’lyksaligheder’.

Skyhøje huslejer, trafikkaos og mangel på dagligvarebutikker er nogle af de problemer, som masseturismen til nogle europæiske byer fører med sig.

Der kommer cirka otte millioner turister til Barcelona om året, og de står for 14 procent af byens indkomst. Men rigtig mange er kun i byen en enkelt dag eller måske bare et par timer. De kommer med tog eller krydstogtskibe og bruger ikke de lokale restauranter, dagligvarebutikker og hoteller.

Barcelonas borgmester, Ada Colau, vil derfor lave skatter for turister, der kun er i byen en enkelt dag. Det kan være igennem vejafgifter eller gebyrer for dem, der kommer med et krydstogtskib.

Krydstogt-restriktioner
Blandt byernes største bekymringer er den voksende krydstogttrafik, hvor en masse mennesker kommer i havn på samme tid. Det har nu fået flere byer til at indføre restriktioner. For eksempel kræver Dubrovnik, at krydstogtskibene anløber havnen fordelt på alle ugens dage, mens Venedig vil forhindre de store skibe i at sejle helt ind til byen.

De lokale har fået nok. De mener, at de mange turister er skyld i at huslejen er presset i vejret, og at en overflod af souvenirbutikker presser lokale dagligvarebutikker ud. Indbyggerne vil ændre byen, så den appellerer til turister, der vil tilbringe mere end fem dage i stedet for en enkelt dag eller et par timer.

Manglende pli
Masseturismen i Amsterdam er et irritationsmoment for mange hollændere, fordi turisterne mangler pli, skriver dr.dk. De tisser i kanalerne og brækker sig om det næste gadehjørne. En stor del af turisterne kommer for at feste, fordi byen blandt andet er kendt for dens letsind.

I Amsterdam har myndighederne besluttet, at der ikke indrettes flere hoteller i bymidten, så man undgår markant flere turister.

Berlin trækker turister fra hele verden. De bruger portaler som Airbnb og lignende til at finde lejligheder i et par dage. Men akut boligmangel og de korte udlejninger har gjort det er nærmest umuligt at finde en rimelig lejlighed for de lokale. Ifølge Airbnb brugte 20.000 berlinere sidste år portalen til at udleje deres lejlighed. Derfor er der indført forbud mod korte lejlighedsudlejninger, så en berliner-lejlighed ikke længere kan udlejes i mindre end to måneder ad gangen.

 

Relaterede artikler:

Venedig vil atter forbyde store krydstogtskibe

Bagsiden af turismen toner mere og mere frem

Amsterdam vil styre sine turister, men ikke begrænse dem