Tel Aviv før den aktuelle, væbnede konflikt. (Arkivfoto: Henrik Baumgarten).

Storbritannien lemper rejsevejledning til Israel

Danskere bliver af myndighederne fortsat frarådet at foretage rejser til Israel. Men i Storbritannien er meldingen nu en anden, og i Israel håber man på en normalisering af rejsemarkedet.

Når danskere rådfører sig om indrejse til Israel i Udenrigsministeriets rejsevejledning, fremgår det, at alle rejser til landet frarådes på grund af en betydelig sikkerhedsrisiko.

Sådan lyder meldingen til gengæld ikke længere fra det britiske udenrigsministerium. Ministeriet har nemlig lempet sin rejsevejledning efter i mere end et år at have frarådet alle ikke-essentielle rejser.

Ændringen betyder, at britiske rejsende nu blot rådes til at tjekke rejsevejledningen, før de tager til store israelske turistdestinationer såsom Tel Aviv, Jerusalem, Eilat, Det Døde Hav, Galilæa og Haifa. Det skriver Travel Weekly.

Håber på normaliseret rejsemarked
Hos Israels statslige turistkontor glæder man sig over den ændrede rejsevejledning. Her lyder det, at den bidrager med et længe ventet og signifikant rygstød til turismen på destinationen.

Man mener også, at beslutningen åbner op for et mere normaliseret rejsemarked i Israel, fordi det blandt andet betyder, at gængse rejseforsikringer nu kan benyttes af briter, som rejser til Israel.

“Vi byder beslutningen om at fjerne rejsevejledningen vedrørende Israel velkommen. Denne beslutning vil positivt påvirke muligheden for at tegne rejseforsikringer til Israel og forhåbentlig opmuntre udenlandske flyselskaber til at genoptage flyvninger fra Storbritannien til Israel,” lyder det fra Michael Ben Baruch, direktør for Israels statslige turistorganisation i Storbritannien. Han tilføjer, at Israel er åbent for besøgende.

I Palæstina råder de britiske myndigheder fortsat til kun at foretage essentielle rejser til områder i Gaza og på Vestbredden, mens det også frarådes at befinde sig inden for 500 meter fra den syriske grænse.

At rejsevejledningen er blevet ændret, skyldes, at frekvensen af raketangreb er faldet i Israel siden terrorangrebet den 7. oktober 2023. Det lyder dog samtidig, at der er en forhøjet risiko for politiske spændinger, hvilket kan medføre demonstrationer og politiske sammenstød under offentlige begivenheder.

De britiske myndigheder påpeger også, at der den 27. november blev indgået en våbenhvile mellem Israel og Hizbollah i Libanon med en 60 dage lang implementeringsperiode. Det påpeges dog også, at konflikten kan blive genoptaget uden forvarsel.

 

Relaterede artikler:

Israel lukker sit nordiske turistkontor

Maldiverne vil ikke have turister fra Israel

Israel vil indføre forhåndsgodkendelse af turister