For at spare brændstof er Norwegian Cruise Line på nogle krydstogter begyndt at teste fravalg af planlagte havneanløb. Også visse havneophold forkortes, mens rengøringen i kahytter beskæres.
Verdens krydstogtrederierne melder igen om solide bookingtal efter coronakrisen – men den har også efterladt dem med milliardgæld og blandt andet stigende udgifter til brændstof.
Derfor skal der spares. Også hos Norwegian Cruise Line Holdings, verdens tredjestørste krydstogtkoncern. Størst er er Carnival Corporation fulgt af Royal Caribbean Group. NCL-koncernen har i alt 28 krydstogtskibe fordelt på selve Norwegian Cruise Line samt Oceania Cruises og highend-produktet Regent Seven Seas Cruises.
Mediet Cruise Hive skriver, at for at spare dropper Norwegian Cruise Line nu ellers planlagte anløb i havnen i Norfolk i Virginia på en række kommende ugelange krydstogter tid mellem New York via Virginia Bech til Bermuda.
Rederiet skal blandt andet sejle krydstogterne med skibet Norwegian Joy, der har plads til næsten 3.900 passagerer med to gæster i hver kahyt. Skibet har en besætning på 1.700.
Kan sejle langsommere
Ved at droppe i dette tilfælde ét havneanløb og dermed liggetiden i havnen, kan Norwegian Joy sejlede langsommere mod næste havn – dermed spares der på det dyre brændstof.
På hjemturen til New York fra Bermuda sejles der direkte, det reducerer også brændstofregningen – og dermed bliver krydstogtet mere bæredygtigt, skriver NCL i en mail til passagerer booket på krydstogtet. NCL henviser til sin bæredygtighedsplan, Sail & Sustain. Samme besked har kommende NCL-gæster på andre Norwegian-krydstogter fået, skriver Cruise Hive.
På kommende krydstogter med Norwegian Getaway har gæsterne også fået at vide, at rederiet skærer en time af opholdet i havnen i Puerto Plata på den caribiske Dominikanske Republik samt i San Juan i Puerto Rico. Igen er begrundelsen, at med kortere tid i havnen kan rederiet sejle lidt langsommere til næste destination, hvilket sparer på brændstofregningen.
Sparer også med mindre rengøring i kahytter
Et andet krydstogtmedie, Cruise Industry News, skrev forleden, at mediet har set meldinger fra Norwegian Cruise Line om, at rederiet fra i år – igen for at spare – reducerer rengøringen af kahytter på flere af rederiets skibe.
Men reduktionen bliver nok til at bære, for det drejer sig om, at rengøringen i nogle af de fineste kahyt-typer (Studio, Oceanview, Balcony og Club Balcony) går fra to gange om dagen til én gang dagligt.
Ved at formindske rengøringen, sparer NCL arbejdskraft samt vand og rengøringsmidler, hedder det blandt andet.
Relaterede artikler:
19 nye krydstogtskibe får debut i år