De har talt om det et stykke tid, og nu er Strawberry og Norwegian klar med deres nye loyalitetsvaluta ”Spenn.” Konceptet skal gøre det nemmere for loyalitetskunder, lyder det.
Når medlemmer af Norwegian og Strawberrys loyalitetsprogrammer er på farten, kan de nu betale for flyveturen eller hotelopholdet med møntfoden ”Spenn.” Hotelkoncernen og luftfartsselskabet fortæller, at det er håbet, er, at flere kendte brands også adopterer Spenn i længden.
Navnet kan minde om det engelske ord for at bruge, spend. Men på norsk er “spenn” slang for “penge/kontanter,” og for medlemmer af Norwegian og Strawberrys loyalitetsprogrammer kan de bruges som penge.
Det vil sige, at Strawberrys medlemmer kan betale dele af eller hele deres ophold på kædens hoteller, og venner og familier og andre kan spare og bruge Spenn sammen.
”Spenn er ikke et loyalitetsprogram, det er en ny nordisk loyalitetsvaluta, der giver vores medlemmer endnu flere og bedre oplevelser,” fortæller Petter Stordalen, grundlægger og ejer af Strawberry, i en pressemeddelelse.
En gamechanger
Når Petter Stordalen skal beskrive Spenns betydning for markedet, sparer han ikke på de store ord. Han mener nemlig, at Spenn mærkbart kommer til at ændre måden, point i loyalitetsprogrammer fungerer på.
”Da vi annoncerede samarbejdet med Norwegian, var visionen at skabe en gamechanger på markedet, og det, vi nu lancerer, kombinerer enkelhed med valgfrihed. I en separat Spenn-app får medlemmer et overblik over deres samlede Spenn-saldo, de kan optjene Spenn på det, de køber, og bruge Spenn på det, de ønsker sig mest,” siger Stordalen.
Han fortsætter:
”Med Spenn og partnerskabet med Norwegian vil vi skabe synergier og merværdi for vores medlemmer og partnere på en måde, der aldrig før er set inden for loyalitet. Spenn-eventyret er endelig i gang, og vi ser frem til nye milepæle i 2025.”
Skal gøre det nemmere
Med lanceringen den 19. november kan medlemmer af Norwegian og Strawberrys respektive loyalitetsprogrammer nu downloade Spenn-appen.
Den kan de koble op på deres brugere hos de to loyalitetsprogrammer, og ud over selve ”møntfoden” kommer brugere også til at modtage tilbud fra de partnervirksomheder, som man i længden håber kommer med på platformen.
Man håber på at kunne tiltrække brugere til Spenn ved at gøre brugeroplevelsen mere overskuelig end den, de ellers oplever i loyalitetsprogrammer.
”I dagens mylder af forskellige loyalitetsprogrammer har mange forbrugere svært ved at udnytte de fordele, der tilbydes dem. Begrænsede udbetalingsmuligheder, få partnere og komplicerede systemer skaber frustration. Med Spenn ønsker vi at gøre det nemt – én valuta og én app at forholde sig til,” fortæller Christoffer Sundby, leder af Spenn.
De eksisterende loyalitetspoint, som brugere har den dag i dag, kan bruges indtil udgangen af næste år og kan konverteres til gavekort, som kan bruges til afslutningen af 2027. Med andre ord kan eksisterende loyalitetspoint bruges tre år frem.
Relaterede artikler:
Norwegian og Strawberry får fælles digital valuta