Hotel Katajanokka. (Foto: Strawberry | PR)

Strawberry udvider: Overtager tidligere fængsel

Snart overtager Strawberry driften af et forhenværende fængsel, der er blevet ombygget og i dag fungerer som hotel med 106 værelser, mødelokaler og en række andre faciliteter.

Det er mere end 20 år siden, at den sidste fange forlod fængslet på Katajanokka, der er en brofast ø, som huser et nabolag i Helsinki. Efter at bygningen havde stået tom og været under renovering i fem år, åbnede den atter en gang, men nu som et hotel i historiske rammer.

Det var hotelgruppen Primehotels, der stod for ombygningen og siden har drevet Hotel Katajanokka, som det forhenværende fængsel, der har ligget på grunden siden 1837, efterfølgende er blevet navngivet. Det er dog slut den 2. maj, fordi Strawberry her overtager driften.

Den norske hotelkoncern oplyser, at hotellet fremover vil blive drevet under varemærket Clarion Collection, der indtil videre omfatter omkring 50 hoteller i Sverige og Norge, mens den nye tilføjelse til porteføljen bliver varemærkets første hotel i Finland.

Har historisk ydre
Hotel Katajanokka har en kapacitet bestående af 106 værelser, ligesom hotellet har en restaurant, hvor der både serveres morgen- og aftensmad samt mellemmåltider i løbet af dagen. Derudover er der et træningscenter, sauna samt spa-faciliteter.

I tillæg hertil råder hotellet over fem mødelokaler, hvor der er plads til mellem to og 24 personer, samt en stor festsal, der kan rumme 130 mennesker ad gangen. Hotellet skal drives på vegne af investeringsfonden S-Bank Property, som ejer bygningen.

Netop bygningen bærer fortsat præg af fortiden som fængsel. Receptionen, bygningens ydre og den mur af røde mursten, der er rejst rundt om Hotel Katajanokka er beskyttet af nationalmuseet i Finland, fordi det er af historisk værdi, mens resten af hotellets indre er blevet ajourført og har fået et moderne udtryk.

Skal befæste Strawberrys position i hovedstad
Holdningen og håbet hos Strawberry er, at Hotel Katajanokka vil medvirke til at styrke selskabets position i den finske hovedstad. Det fortæller Petter Stordalen, der er stifter af Strawberry.

”Vi elsker steder, der har en unik fortid og er fulde af historier. Katajanokka er én af den slags bygninger, og jeg er enormt begejstret for, at vi får ansvar for at videreudvikle hotellet for at skabe nye historier og minder.”

”Det vil desuden være en god tilføjelse til vores Helsinki-portefølje. Det har en perfekt placering tæt på havet med færger og både, mens det samtidig er i gåafstand til alt det bedste, som byen kan tilbyde.”

Er tilfreds med samarbejde
Fondsforvalter Tiia Vuolle fra S-Bank Fund Management slår fast, at hun mener, at Strawberry er et oplagt selskab til at drive det tidligere fængsel.

”Vi har nu fået en aftale med en stor aktør, der har et langsigtet perspektiv på at drive og udvikle hotellet og dets forretning yderligere,” siger Vuolle – og tilføjer:

”Et hotel som Katajanokka kræver ikke blot viden om hoteldrift, men også interesse, engagement og forståelse for den lokale historie og de muligheder, som den bringer med sig, hvilket Strawberry som virksomhed har stor erfaring med.”


Relaterede artikler:

Stordalens hotelkæde øger på det finske marked

Petter Stordalen på vej med ny nordisk hotelkæde

Strawberry: Atter et navneskifte på vej