En tegning af et af de kommende hoteller i den endnu unavngivne nordiske hotelkæde. PR-illustration.

Petter Stordalen på vej med ny nordisk hotelkæde

Strawberry-koncernen går sammen med ejendomsinvestor om ny og endnu unavngiven hotelkæde med 20 kommende hoteller. ”Ambitionen er at udfylde et tomrum på det nordiske marked.”

En helt ny hotelkæde med nordiske ambitioner skal blive resultatet af et nyt samarbejde mellem Petter Stordalen og hans Strawberry-hotelkoncern og den nordiske ejendomsinvestor Slättö.

Navnet på hotelkæden offentliggøres ikke i pressemeddelelsen, men planen er 20 hoteller, hver med 151 værelser, i Norden i løbet af 10 år, oplyses det. Hotellerne skal ligge på ”strategiske lokationer” udenfor bykerner, i nærheden af eller i direkte forbindelse med for eksempel motorvejsafkørsler.

Hvor hotellerne placeres, oplyses ikke – kun at det første hotel i den nye kæde åbner i andet kvartal af næste år i Falkenberg på den svenske vestkyst.

Den nye hotelkæde skal komplimentere de nuværende fire varemærker i Strawberry-gruppen. Strawberry tæller foreløbig over 225 nordiske hoteller; de er fordelt på varemærkerne: Comfort Hotel, Clarion Hotel, Clarion Collection Hotel og Quality Hotel. Hertil kommer over 40 såkaldte fritstående hoteller, uden for kategori, i Danmark er det luksushotellerne Villa Copenhagen og Copenhagen Admiral Hotel.

Bilister og sportshold
Den kommende nye hotelkæde får blandt andet fokus på design, hotellerne skal være tilpasset både kort- og langtidsgæster, de får fokus på digitalisering, effektivitet og bæredygtighed – for eksempel skal bygningerne delvist opføres i træ, energien skal blandt andet leveres af solceller og geotermisk energi, står der i pressemeddelelsen.

Hotelkædens målgruppe er blandt andet bilister og sportshold. Nogle af hotellejlighederne vil for eksempel have et minikøkken til madlavning.

Ambitionen er at fylde et tomrum i det nordiske marked, hvor indenlands- og internordiske rejser er vokset kraftigt efter pandemien, hedder det.

Petter Stordalen, der blandt andet også ejer 40 procent af Nordic Leisure Travel Group med blandt andet Spies og Sunclass Airlines, siger om sin nye hotelkæde: ”Med den ønsker vi at udfordre det at stoppe langs vejen – det behøver altså ikke være kedeligt, men noget man kan glæde sig til. Med denne nye satsning vil vi tilbyde noget nyt til et segment af hotelgæster, der længe har været glemt.”

 

Relaterede artikler:

Strawberry: Atter et navneskifte på vej

Strawberry: Vi skal have 20 hoteller i Danmark

Færøernes største hotel i samarbejde med Stordalen