Svenske skibakker bliver mountainbike-ruter

Mountainbike_i_Idre_FjallTURISME: Mange af de kendte svenske skisportssteder forvandles til mountainbike-terræner om sommeren. Det er især de klassiske skiområder, der tiltrækker mange svenske mountainbikeryttere om sommeren, og ifølge Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden, er det ikke så mærkeligt.

”De tætte skove sammen med havudsigten fra klipperne, er en utroligt smuk naturoplevelse om sommeren, når alt er sprunget ud. Mange skisportssteder har et særligt velegnet terræn til mountainbike, hvor man både finder markerede og let tilgængelige cykelstier, kombineret med de meget udfordrende og stejle bjergruter.”

”Idre Fjäll Feriecenter er et godt eksempel. Stierne er tydeligt markerede, og med bjergets storslåede udsigt er der alt, hvad man behøver for en uforglemmelig oplevelse. Hvis man gerne vil kombinere mountainbike med andre aktiviteter, tilbyder Isaberg for eksempel kajak og eventyrbanen, ’Tree Top Adventure’, mens man i Dalsland kan skifte mountainbiken ud med en jernbanecykel.”

Hun fremhæver introduktionskurset ’Cross Country’, hvor man kan få grundteknikkerne til mountainbikekørsel på plads, før turen op på bjerget.