Svigt i nyt kontrolsystem truer flyvesikkerheden

Flyvelederne i Københavns Lufthavn oplever mange falske alarmer, efter at flyvesikringstjenesten Naviair i slutningen af december indførte et nyt flyvekontrolsystem.
Problemet skyldes bl.a., at det nye system trækker oplysninger om flyene fra oprindelige flyveplaner. Disse oplysninger bliver ikke nødvendigvis automatisk opdateret, når et fly forsinkes, og dermed har systemet ikke de reelle data om flyets faktiske placering.

”Flere flyveledere bruger deres pauser til at græde ud ved en kollegas skulder, for det er en meget frustrerende situation,” lyder det fra en anonym kilde i branchen.

”Summa summarum bruger flyvelederne uforholdsmæssigt megen energi og tid på at tjekke, om de advarsler, de får, er sande eller falske, og om alle fly nu også er præsenteret korrekt på skærmen. En tid, de skulle have brugt et andet sted på skærmen. Derved opstår der ofte en kritisk situation et andet sted,” lyder det fra en kilde.

Naviairs erkender, at der er flere fejl end ventet i det nye system. ”Der er en række falske alarmer på grund af problemer med den elektroniske udveksling af data med naboerne. Derfor er flyvelederne mere belastet af at skulle lave en manuel koordinering, altså telefonopringninger, fordi den automatiske udveksling af data ikke foregår korrekt. Vi er klar over, at det er noget, flyvelederne må leve med i en periode, det er dog noget flyvelederne kan håndtere, og vi er i løbende dialog med leverandøren om at få softwarerettelser til systemet,” siger Jesper Skou, der er Operations Manager. Han afviser dog, at det rammer flyvesikkerheden.
”Vi har nedsat kapaciteten til 70-75 procent, netop så flyvelederne både kan håndtere uhensigtsmæssighederne og oparbejde en rutine i det nye system, og vi får kontinuerlig feedback fra flyvelederne om, hvordan det går,” siger Jesper Skou.

(Berlingske Tidende, d. 21. februar, 2008)

Skrevet af