Teledata viser: Disse turister er de største grupper

Teleselskabet 3 har udsendt en liste over, hvilke lande turisterne kommer fra, når de via telefonen anvender teleselskabets netværk rundt omkring i det danske sommerland.

Sommerferien er ovre for de fleste vedkommende, og derfor har teleselskabet 3 analyseret data for at få et overblik over rejsetendenserne i sommeren 2025.

Teleselskabet 3 har blandt andet kortlagt den udenlandske turisme i Danmark. Således har selskabet offentliggjort en liste over, hvilke lande turisterne kommer fra, når de bruger deres mobiltelefon på 3’s netværk i Danmark.

Listen er baseret på teledata i perioden fra 1. juni til 1. august 2025, og den giver således et billede af, hvor de besøgende i Danmark kom fra i løbet af de sommerens to første måneder.

Landet med flest turister på 3’s netværk på dansk jord var Tyskland. Herefter udgøres den resterende del af top-10-listen af turister fra Holland, Norge, Frankrig, Spanien, USA, Sverige, Storbritannien, Polen og Belgien.

Måler på antal enheder logget på
Stefan Ring Støhrmann, chef for netværksdrift og kundekvalitet hos teleselskabet 3, forklarer, hvordan selskabet er i stand til at lave en liste over, hvilke turister der besøger Danmark om sommeren.

”På samme måde, som vi kan se, når vores kunder går på et udenlandsk netværk, kan vi se, hvornår turister fra andre lande anvender vores netværk i Danmark,” siger han.

”Ved at måle på antallet af enheder, der er logget på i en given tidsperiode, får vi et ret godt billede af, hvor mange turister der er på 3’s netværk i Danmark, samt hvilke lande de kommer fra. Det giver en indikation af, hvor populært et rejsemål Danmark er blandt turister fra forskellige lande.”

Teleselskabet 3 har selv flere end 1,7 millioner kunder, og de har brugt mere data i udlandet via 3LikeHome hen over sommeren end sidste år, viser roamingdata fra selskabet. Dataforbruget er overordnet set vokset med knap 10 procent.

De lande, hvor dataforbruget har været størst, er følgende med det største land nævnt først: Sverige, Tyskland, Italien, Frankrig, Spanien, Tyrkiet, Grækenland, Norge, Kroatien og Østrig.

 

Relaterede artikler:

Destinationer lærer snart turisterne bedre at kende

Tyske turister advares inden ferien i Danmark

Teledata giver dataplatform flere muskler