Thailand ramt af turistboom

Ministeriet for Turisme og Sport beretter, at der i 2010 var 8,8 millioner turister til og med juli, mens tallet i år for de tilsvarende måneder rundede 11 millioner, skriver Bangkok Post ifølge politiken.dk.

 

Under forudsætning af politisk stabilitet, regner Thailands Finansministerium med, at der kommer tre millioner flere turister til landet i 2011 end forventet, og det bringer turisttallet op på 19,5 millioner.

 

Det er især turister fra nærområdet, som hæver besøgstallet. Flest kommer der fra Kina, som sidste år leverede 975.770 turister, mens der var 664.066 besøgende fra Japan og 598.672 turister fra Korea.

 

Største europæiske leverandør er Storbritannien med 451.537 turister, men også blandt danskerne er Thailand en turistmagnet, som sidste år ifølge travelmarket.dk tiltrak omkring 150.000 danske turister – tre gange så mange som for 10 år siden.

 

Trods uroligheder med politiske demonstrationer så sent som dette forår, afholder det ikke danskerne fra at rejse til Thailand, selv om flertallet, ifølge Stig Elling fra Star Tour, har droppet for eksempel Bangkok, som har været centrum for uroen og holder sig til de store ferieområder mod syd, hvor der ikke har været uro.

Skrevet af Flemming Juul