Tilbage til start for Cimber-Jet Time aftale

Der bliver alligevel ingen leasing af Cimbers Boeing 737- fly til Jet Time i sommer. Aftalen gik oprindeligt ud på, at Jet Time overtager fly og wetleaser tilbage til Cimber. Aftalen vil også betyde, at ca. 50 ansatte, piloter, kabinepersonale og teknikere skulle overgå til ansættelse i Jet Time.

 

”Vi må desværre konstatere, at en række hindringer og uhensigtsmæssigheder tilsammen ikke gør det muligt at gennemføre aftalen, i den oprindeligt skitserede form,” siger Jet Times adm. direktør, Klaus Ren, til takeoff.dk

 

”Vi går tilbage til det oprindelige udgangspunkt om, at Cimber afvikler deres Boeing-operation til efteråret, nærmere betegnet ved vinterfartplanen 27. oktober
Ambitionen er stadig, at vi overtager Cimbers 737-fly til efteråret. Hen over sommeren udfører vi en række flyvninger for Cimber, hvor deres behov overstiger de fire fly. Vi diskuterer fortsat en aftale om vedligeholdelse af Boeing-flyene.
Det er bare utroligt ærgerligt, at vi ikke kom i mål med det store projekt, som vi har arbejdet intenst på siden 10. februar,” slutter Klaus Ren.

 

Der er ingen økonomiske forhold mellem parterne, som har væltet den oprindelige plan.

 

Jet Time går nu sommeren i møde med 10 fly, men efterspørgslen er så stor, at det overvejes at hente endnu et fly ind til at dække trafikbehovet.

Skrevet af Ejvind Olesen