Explora Journeys, der ejes af MSC Cruises, fortsætter arbejdet med rederiet tredje skib, Explora III. Det forventes klar til sommeren 2026, hvor jomfruturen blandt andet bringer det til Danmark.
Explora III, der har flydende naturgas som brændstof, bliver med sine 463 kahytter og suiter en anelse større end de to Explora-skibe, der allerede er i drift. Fordelingen i indkvarteringen på Explora III bliver 313 Ocean Suites, 109 Ocean Penthouses, 39 Ocean Residences og to Owner’s Residences. I alt har skibet plads til 922 gæster.
Skibets første sæson vil, ifølge en pressemeddelelse fra Explora Journeys, også tage det til Nordeuropa, herunder blandt andet Danmark, Sverige, Norge, Island og Grønland. Der er endnu ingen konkrete datoer eller anløbshavne, kun Rønne på Bornholm nævnes som en anløbshavn i Danmark samt at krydstogtet starter 17. august fra engelske Southampton.
Explora-skibene bygges af den italienske Fincantieri-skibsværftskoncern. Explora III’s premiere forventes i øjeblikket at blive et ugelangt krydstogt fra den 3. august med afgang fra Barcelona og derfra mod Southampton. I vintersæsonen 2026/27 skal Explora III sejle i Caribien med Miami som hjemmehavn.
80-85 procent af gæsterne kommer fra rejsebureauerne
Explora Journeys har i alt bestilt seks Explora-skibe – de to første er leveret, resten følger frem mod 2028. Explora I kom i drift sidste sommer, hvor første sejlads med betalende passagerer afgik fra Københavns Havn.
I forbindelse med jomfrusejladsen med betalende gæster fra København i august 2023, sagde Michael Ungerer, Explora Journeys daværende koncernchef, til Standby.dk:
”Explora Journeys målområde er markedet for luksus-hospitality, et område med rejsende som bor på luksushoteller verden over. Det er på 20 millioner årlige potentielle gæster, viser vores undersøgelser.” Og, tilføjede han: ”Rejsebureauerne er en meget vigtig samarbejdspartner for Explora Journeys. 80-85 procent af gæsterne kommer fra rejsebureauerne.”
I september i år fik Explora Journeys nemlig ny koncernchef i stedet for Michael Ungerer – det blev engelske Anna Nash (hvis for- og efternavn ikke skal siges for hurtigt)
Explora II blev indsat i september i år. Explora III tilgår som nævnt Explora Journeys i 2026, i 2027 kommer såvel Explora IV og Explora V, mens Explora VI forventes leveret fra det italienske værft i 2028. I alt forventer MSC Cruises at investere 3,5 milliarder euro i de seks Explora-skibe, eller næsten 4,4 milliarder kroner pr. skib.
MSC Cruises, ejeren af Explora Journeys, regnes som det største mainstream-krydstogtrederi på det danske marked.
Relaterede artikler:
Stor forskel i antal skandinaviske krydstogtbureauer