Sammen med områder ved landets middelhavskyst er Tyrkiets største by, Istanbul, billedet, blandt danskernes foretrukne besøgsområder i Tyrkiet. Arkivfoto: Det tyrkiske kultur- og turismekontor i Stockholm.

Tyrkiet forventer stor vækst af danske turister

Mens der sidste år var 320.000 danske ankomster til Tyrkiet, forventes i år en stigning på ni pct. Tyrkiets tre største leverandører af turister var sidste år Rusland, Tyskland og Storbritannien.

Tyrkiet havde sidste år 56,7 millioner udenlandske ankomster – i år forventer middelhavslandet ny rekord med 60 millioner internationale gæster.

De 56,7 millioner udenlandske ankomster sidste år til Tyrkiet var en stigning på 10 procent i forhold til 2022, skriver det statslige tyrkiske turistråd, TGA, Türkiye Tourism Promotion & Development Agency, i en pressemeddelelse.

Til Standby.dk oplyser TGA’s kontor på den tyrkiske ambassade i Danmark, at mens der sidste år var omkring 320.000 danske ankomster til Tyrkiet, så forudses en vækst i år på ni procent.

TGA er på plads med en stor tyrkisk stand til den kommende weekends Ferie for Alle-rejsemesse i Messecenter Herning.

Øget fokus på Skandinavien
Til Standby.dk oplyses det, at Tyrkiet har fokus på at tiltrække flere besøgende fra Skandinavien, herunder Danmark.

”Danskerne prioriterer besøg i Antalya, Muğla-regioen med rejsemål som Bodrum, Marmaris og Dalyan samt Tyrkiets største by, Istanbul. I dag har danske rejsende til Tyrkiet mest fokus på havet, sandet og solen – men vi prøver at tiltrække flere til områder som skisport, kultur, historie, city breaks, trekking, bæredygtig turisme og så videre,” lyder det fra Türkiye Tourism Promotion and Development Agency på den tyrkiske ambassade i København.

Rusland er største udenlandske leverandør af turister til Tyrkiet
TGA har til Standby.dk trukket en liste over de 10 lande, der sidste år sendte flest turister til Tyrkiet.

Efter den russiske invasion af Ukraine for snart to år siden, er russiske turister uønskede i de vesteuropæiske og EU-landene. Derfor vælger flere russere at tage på ferie til Tyrkiet. Sidste år var der 6,3 millioner russiske ankomster til Tyrkiet; fulgt af Tyskland med 6,1 millioner og på tredjepladsen sidste år kom Storbritannien med 3,8 millioner ankomster til Tyrkiet.

De følgende lande var Bulgarien (2,8 millioner ankomster), Iran (2,5 millioner), Polen (1,5 millioner), USA (1,3 millioner), Holland (1,2 millioner), Frankrig (1,0 millioner) og på 10-pladsen kom Rumænien med 990.000 ankomster til Tyrkiet sidste år.

Til sammenligning var Top-10 af udenlandske ankomster til Tyrkiet i 2019, året før pandemien, denne: Rusland (7,0 millioner ankomster), Tyskland (5,0 millioner), Bulgarien (2,7 millioner), Storbritannien (2,5 millioner) og Iran (2,1 millioner)

I 2019 kom Ukraine ind som nummer seks med 1,5 millioner ankomster til Tyrkiet fulgt af Holland (1,1 millioner), Aserbajdsjan (901.000), Polen (881.000) og Frankrig på 10.pladsen med 876.000 ankomster til Tyrkiet i 2019.

 

Relaterede artikler:

Ferie for Alle: Mange flere rejsebureauer er med i år

Tyrkiet vil have tydeligere skandinavisk turismeprofil

Pasudfordring kan ødelægge tyrkietrejsen