Tyrkiet tror på ny rekord

314.446 danskere besøgte sidste år Tyrkiet. Det var ny rekord – den forrige kom i 2005 med 304.621.

 

”Vi er meget tilfredse med udviklingen,” siger chef for den tyrkiske turistinformation i Danmark, Hasan H. Kiniklioglu, til Vejle Amts Folkeblad.

 

Tallene bekræftes af Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour: ”Tyrkiet er det hurtigst voksende chartermål de seneste fem år. Vi regner i år med at sende 28.000 danskere på ferie i Tyrkiet den kommende sommer.”

 

Scanway/Tyrkiet Eksperten sender årligt godt 100.000 på ferie i Tyrkiet, hvis kommunikationschef, Morten Ravn, nævner, at Tyrkiets generelle prisniveau er lavt sammenlignet med Grækenland og Spanien.

 

Ikke mindst fordi flere charterselskaber øger deres udbud af rejser til Tyrkiet i 2011, forventer Hasan H. Kiniklioglu, at rekorden for danske turister til Tyrkiet allerede i år bliver slået igen.

 

Skrevet af redaktionen