Tyrkiet vil som led i sin turismestrategi søge at tiltrække flere højtforbrugende turister. Arkivfoto fra Istanbul: Turkish Ministry of Culture and Tourism.

Tyrkiet vil tiltrække flere velhavende turister

Der skal sættes mere fokus på at skaffe højtforbrugende udenlandske turister til Tyrkiet, siger landets turistminister. Tyrkiet forventer i år ny rekord med 60 millioner internationale turister.

Højtforbrugende turister er vigtige for alle turismeøkonomier – også den tyrkiske. Landets minister for turisme og kultur, Mehmet Nuri Ersoy, sagde på et pressemøde under den igangværende store ITB-rejsemesse i Berlin, at flere faktorer kan være med til at styrke dette område.

Disse tæller blandt andet korttidsophold i forbindelse med internationale events, sportsbegivenheder og kulturelle festivaler. Og skal der øget fokus på at få bredt Tyrkiets turistsæson ud fra ikke kun sommersæsonen, men fordelt over hele året – og gerne til alle Tyrkiets 81 provinser.

”Marmara og de andre regioner ved Middelhavet giver i dag Tyrkiet omkring 80 procent af vores turismeindtægter. Vi skal vise de udenlandske turister, at alle dele af Tyrkiet har meget at byde på.

I den forbindelse skal vi også prioritere den ægæiske kyst (fra Middelhavet op mod det tyrkiske og græske fastland, red.)

For selv om den ægæiske kyst har megen potentiale, kulturelle attraktioner og naturlige ressourcer, så er (denne del af Tyrkiet) ikke, hvor det turistmæssigt burde være. Vi vil derfor fortsætte vores bestræbelser på at udvikle dette kystområde og placere det højere i bevidstheden hos de internationale turister,” sagde ministeren.

Bæredygtighed er vigtigt
Fordi velhavende og miljøbevidste turister prioriterer bæredygtighed, vil den tyrkiske turistminister have øget fokus på netop bæredygtighedscertificeringer af turismefaciliteter som for eksempel hoteller og attraktioner.

Foreløbig har over 16.000 af Tyrkiets cirka 21.000 hoteller opnået bæredygtighedscertificeringer, sagde den tyrkiske turistminister på sin pressebriefing under ITB.

Det nationale tyrkiske turistråd, Türkiye Tourism Promotion and Development Agency (TGA), promoverer blandt andet Tyrkiet på, at landet er andet end bare ”hav, sand og sol.”

I alt fremhæver TGA i sine kampagner over 60 turismeprodukter; det er blandt andet naturoplevelser, krydstogter, sport, Tyrkiets arkæologiske arv, de mange attraktioner på UNESCO’s verdensarvsliste samt gastronomiske oplevelser, blandt andet i landets største byer som Istanbul, İzmir og Bodrum, der har restauranter i Michelin-guiden for Tyrkiet.

 

Relaterede artikler:

Tyrkiet forventer stor vækst af danske turister

Tyrkiet satte besøgsrekord og forventer ny vækst

Tyrkiet vil have tydeligere skandinavisk turismeprofil