Den nye 2024-udgave af Guide Michelin for Tyskland har 410 Michelin-stjerner fordelt på 340 restauranter. Der er 77 restauranter med en Grøn Stjerne og 199 Bib Gourmand restauranter.
En ferie i Tyskland kan have fokus på gastronomi af høj karat. Det bekræfter den nye udgave af Guide Michelin for Tyskland.
Antallet af tyske restauranter med én eller op til de tre mulige Michelin-stjerner tæller i 2024-udgaven 340 restauranter spredt udover det store rejseland.
2024-udgaven har således 10 tyske restauranter med tre stjerner, én mere end i 2023-udgaven. Den nye med nu sin tredje stjerne er Es:Senz Restaurant på luksushotellet Das Achental i byen Grassau i Tysklands sydligste delstat, Bayern. Grassau ligger cirka midtvejs mellem München og Salzburg.
Der er nu 50 tyske restauranter med to Michelin-stjerner, tre mere end forrige år. De tre nye med to stjerner er Komu i München, Pur på Kempinski Hotel Berchtesgaden, og dermed også i Bayern, samt ligeledes i det sydtyske restaurant Seo Küchenhandwerk på Seevital Hotel i Langenargen ved Bodensee, som også Østrig og Schweiz grænser op til.
280 tyske restauranter med én Michelin-stjerne
Hertil kommer 280 tyske restauranter med én Michelin-stjerner, en tilgang på 32 sammenholdt med 2023-uddelingen.
Hertil kommer 77 tyske restauranter med en grøn Michelin-stjerne, 10 mere end i 2023. Den grønne stjerne kan uddeles til restauranter, ”der adskiller sig ved at gøre en større indsats for bæredygtigheden, ved for eksempel at arbejde direkte med producenter, fokusere på genbrug eller minimere madspild.”
Der er også 199 Bib Gourmand restauranter i Tyskland, 15 mere end i 2023. Bib Gourmand er ikke en egentlig Michelin-stjerne, men gives til ”særligt gode restauranter med lige så gode priser.”
Årets nordiske Michelin-stjerner serveres 27. maj
Årets uddeling af de nordiske Michelin-stjerner i The Michelin Guide Nordic Countries 2024 sker mandag den 27. maj i Helsinki.
Efter uddelingen sidste år havde 32 danske restauranter i alt 45 Michelin-stjerner. Noma og Geranium, begge i København, har som de eneste danske restauranter de maksimale tre stjerner; ni danske restauranter er udstyret med to stjerner, mens 21 restauranter har én Michelin-stjerne.
På verdensplan er der over 30 Michelin-guider, herunder den nordiske.
Relaterede artikler:
Berlin topper som danskernes tyske rejsefavorit
Snart kan hoteller vinde Michelin-nøgler: Allerede nu er 22 danske hoteller håndplukket