Tropical Islands Resort syd for Berlin betegner sig som ”den førende tropiske destination for ferie, fritid og underholdning i Europa.” PR-foto.

Tysklands største badeland får nyt hotelkompleks

Tropical Islands, der kalder sig Europas største badeland, åbner i denne måned nyt hotelkompleks med 150 hytter samt et nyt underholdningsområde. Årligt har attraktionen 1,2 millioner gæster.

Tropical Islands, der ligger cirka 100 kilometer syd for Berlin, udvider her i april med hvad man kalder et hotelkompleks, Ohana Lodges, der reelt er 150 hytter til overnatning.

I en pressemeddelelse oplyses det, at det nye projekt omfatter en ny hawaiiansk hotelby samt et underholdningsområde, Ohana Town.

Udvidelsen af resortet består af i alt 150 hytter på hver 36 kvadratmeter. Hytterne, eller værelserne, er i et polynesisk-hawaiiansk tema med familievenlige værelser. Med de nye overnatningsmuligheder går resortet fra de hidtidige 2.800 sengepladser til nu 3.300. Det placerer Tropical Islands som en af Tysklands største indkvarteringsfaciliteter, oplyses det.

I pressemeddelelsen siger Chris Jung, direktør for Tropical Islands: ”Projektet nærmer sig færdiggørelse, hvilket betyder, at de første hytter nu er tilgængelige for booking. Vi er helt sikre på, at Ohana Lodges vil bidrage til en bæredygtig udvikling af området.”

1,2 millioner årlige gæster
Snart er Tropical Islands også klar med sit nye underholdningsområde, Ohana Town. Her kan resortets gæster finde en restaurant, seks bowlingbaner, poolborde, dart, shuffleboard, bordfodbold og karaoke. Tropical Islands, der også betegnes som en tropisk fritidspark, kombinerer i sine største haller Asien-Stillehavsregionen, Afrika og Sydamerika.

Tropical Islands, der i år åbnede for 20 år siden, har i dag årligt omkring 1,2 millioner gæster – her af er cirka 27.000 danskere. Det gør resortet til et af de mest populære rejsemål i Tyskland.

De 66.000 kvadratmeter har angiveligt plads til 6.000 mennesker på samme tid. Blandt attraktionerne er grotter, vandfald, whirlpools, vandrutsjebaner, sandstrande, øer og et skib, samt Tysklands højeste vandrutsjebanetårn på 27 meter med fire rutsjebaner. Og med over 500 medarbejdere er virksomheden også en af regionens vigtigste arbejdsgivere.

I øvrigt var selve Berlin, som Tropical Islands ligger tæt på, sidste år den tyske delstat med flest danske overnatninger, oplyste det tyske turistråd i Danmark, Tysk Turist Information, forleden. De endelige tal er ikke klar endnu, men sidste år var der lige over tre millioner målbare danske overnatninger i Tyskland.

 

Relaterede artikler:

Berlin topper som danskernes tyske rejsefavorit

Lalandia dropper planer for Sverige

Deutsche Bahn og fagforening enig om strejkestop