Portugal scorede atter højt ved dette års World Travel Awards – her er det Funchal, hovedbyen på Atlanterhavsøen Madeira, der vandt prisen ved WTA som Bedste ø-rejsemål. Pressefoto via Portugals Turistbureau i Danmark: Visit Madeira.

Uddelte 250 World Travel Awards

For 26. gang er de årlige World Travel Awards uddelt – i år over 250. Portugal vandt blandt andet som verdens førende rejsemål, men der var også en pris til danske DFDS og to svenske hoteller.

Kategorierne ved World Travel Awards, WTA, kommer meget bredt og vidt omkring. Det kunne igen i år ses ved uddelingen af WTA, der fandt sted sidste uge i Oman.

Over 250 World Travel Awards blev uddelt i Oman indenfor nærmest alt i rejsebranchen fra flyselskaber, hoteller, destinationer, biludlejning, krydstogter og meget, meget mere.

Portugal klarede sig igen i år rigtig godt ved WTA, noterer det statslige Portugals Turistbureau i Danmark i en pressemeddelelse.

Ikke alene vandt Portugal prisen verdens førende rejsemål ved årets World Travel Awards – for tredje år i træk. Hovedstaden, Lissabon, fik prisen som World’s Leading City Break Destination 2019.

Portugal landede også priserne som World’s Leading Adventure Tourist Attraction 2019 i form af Passadiços do Paiva (Arouca UNESCO Global Geopark) ligesom prisen World’s Leading Conservation Company 2019 kom til portugisiske Parques de Sintra – Monte da Lua, mens Madeira scorede prisen som Bedste ø-rejsemål. Og så vandt Turismo do Portugal prisen som verdens førende turistråd.

Og landets flyselskab, Tap Air Portugal, vandt tre priser: som førende flyselskab til såvel Afrika som Sydamerika – og som flyselskabet med verdens bedste inflight-magasin…

Også til tops ved Danish Travel Awards
Portugal havde sidste år over 21 millioner turister fra hele verden, heraf cirka 150.000 fra Danmark.

Og danskerne er glade for Portugal. Ved uddelingen af de 20 Danish Travel Awards i oktober i år blev Portugal kåret som Europas bedste rejsemål ved Danish Travel Awards – for tredje år i træk og som første destination nogensinde. Afstemningen var Danish Travel Awards afgøres af forbrugerne via analyseinstituttet Epinion.

Tre priser til Skandinavien
World Travel Awards har været uddelt siden 1993 og er skabt for at anerkende og belønne prisværdige præstationer i turismesektoren, og inspirere rejsemål til at sikre høj kvalitet for deres besøgende. Priserne bliver uddelt på baggrund af stemmer fra repræsentanter fra rejse- og turismebranchen, hedder det.

En hurtig gennemgang af de cirka 250 World Travel Awards for 2019 viser, at kun tre priser i år endte i Skandinavien.

Det danske rederi DFDS fik prisen som World’s Leading Ferry Operator 2019, mens to af hotelpriserne endte i det nordlige Sverige: World’s Leading Ice Hotel 2019 gik til Icehotel, mens prisen World’s Leading Themed Hotel 2019 blev tildelt Treehotel.

Oman var som nævnt i år vært for uddelingen af World Travel Awards – og der var også en række priser til Oman, udover flere hoteller fik priser, landede Oman Air priserne som World’s Leading Airline – First Class 2019 og World’s Leading Airline til Mellemøsten, mens Oman Airports fik prisen som World’s Leading Airport Operator 2019.

Alle de over 250 priser ved World Travel Awards kan ses via dette link:

Udover selve World Travel Awards omdeler organisationen bag konceptet også ti regionale priser, blandt andet i Europa; her var der i juni år fem priser til Danmark: Danmarks førende butikhotel blev Nimb, det førende businesshotel Scandic Palace Hotel, Avis blev Danmarks førende biludlejningsfirma, Hotel d’Angleterre blev generelt Danmarks førende hotel ligesom hotellet også vandt kategorien: Denmark’s Leading Hotel Suite 2019.

Relaterede artikler:

Flere danske vindere ved World Travel Awards

Danmark øverst over verdens mest sikre rejselande

Turistchef bliver nordisk turistdirektør