SeaDream 1. Foto: SeaDream Yacht Club.

Uligheden vokser på havet

Vi er på vej til samme opsplitning af passagerer som på Titanic i takt med, at skibene bare bliver større og større. Derfor vokser den sociale ulighed og konsekvensen af forskellen. Den billigste kategori betaler også kun 20 procent af den dyreste.

Da oceanlineren Titanic på sin premieretur over Nordatlanten sejlede ind et isbjerg og gik ned, spillede orkestret lystigt på 1. klasse, mens passagererne gik i redningsbådene. På de lavere klasser i bunden af skibet måtte de vente, og de fleste ventede forgæves på en ledig redningsbåd. Det var social ulighed af værste slags.

Da jeg første gang var om bord på et krydstogtskib i begyndelsen af 80’erne i en pressegruppe i Københavns Havn, ville vi også gerne se, hvad der var bag et tæppeforhæng på et af de øverste dæk..

”Nej, endelig ikke”, sagde rederiets vært og repræsentant. ”Det må I ikke. Det er ind til 1. klasse, og de må ikke forstyrres, og de må heller ikke vises frem”. Nu var han ikke for klog, men alligevel.

Den oplevelse generede mit sociale gén, ja sådan et har jeg faktisk også. Da jeg et par år senere selv blev turleder for 150 danske passagerer på ’Song of America’ fra Royal Caribbean, fik jeg et helt andet positivt indtryk af et krydstogtskib.

Her var det, som om jeg så den rigtige udvikling af en ny, moderne ferieform. Alle var lige i samme øjeblik, man trådte uden for kahytsdøren. Det kunne være en billigere indvendig kahyt, eller en dyr suite med balkon på øverste dæk – men på resten af skibet havde alle passagerer samme rettigheder. Vi var også blot 1.500 om bord.

’Kun adgang for..’
Nu er skibene bare blevet større og større, og vi er som på flyene i gang med den hidtil største ulighed. Jo mere man betaler, jo mere får man, og jo mindre bliver man generet af masserne. I og for sig retfærdigt nok. Blot dette med endnu flere skilte: ’Kun adgang for osv’.

Nogle eksempler:  En række af de mest populære skibe har i dag business og første klasse afdelinger. Det gælder rederierne som Royal Caribbean, Norwegian Cruise Line og MSC.

”Jeg kan godt forstå det”, siger en dansk cruise direktør. ”Hvis man booker en dyr og stor suite på skibene, forventer man, at restauranterne er bedre og har bedre service, og man ønsker ikke at stå i samme kø, når du har betalt fem gange så meget for billetten. Behovene har ændret sig i takt med, at skibene bliver større og større”.

Fra 112 til 6.000 passagerer
Ser man på den mest eksklusive del af udbuddet, er SeaDream ene om at have bevaret størrelsen på 112 passagerer, der alle bor i ens kahytter. Oceania startede med 700, og allerede to nybygninger har 1.200 passagerer.

Hos Royal Caribbean er man helt oppe på 6.000 gæster på de største skibe, og her kommer nu også en form for 1. klasse, selv om det hedder noget andet, og et utal af restauranter, alle med særpriser for at komme ind.

Tilbage til Titanic. I dag er det Cunards store oceanlinere mellem England og New York, og her ligner klasseopdelingen helt den British Airways har oppe i luften. På Queen Mary og Queen Elizabeth for eksempel er der First, business og økonomiklasse plus, samt turistklasse. Kategorierne hedder bare noget andet som Queens Grill, Princess Grill og Britannia Club.

Efterhånden er kun underholdningen fælles. Det var som bekendt ikke tilfældet på Titanic. Men også i de store teaterlokaler er der nu blevet afspærrede områder for de bedst betalende.

Vi er alle lige, men der er nogen der er mere lige and andre. Hvordan politikerne ser på uligheden i samfundet er meget forskelligt. Men ingen af dem tænker med garanti på krydstogter. Der skal vi bare komme hinanden ved. Eller skal vi?

God weekend