Hver tredje mellem 18 og 29 år tager på ferie uden rejseforsikring, viser en undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gouda Rejseforsikring og Gjensidige Forsikring.
Selv om de unge rejsende ofte lader sig friste af eksotiske destinationer når de skal vælge næste rejsemål, så fravælger hver tredje mellem 18 og 29 år at sikre sig med en rejseforsikring. Til sammenligning er det blot hver sjette over 60 år, der rejser uden sikkerhedsnettet.
Og det kan give problemer, for det er ofte på de eksotiske rejser, de rejsende får brug for hjælp fra rejseforsikringen. Tal fra Gouda Rejseforsikring viser, at de tre lande, hvor flest 18 til 29-årige kommer til skade, er Australien, Thailand og USA. Lande, hvor Det Blå Kort ikke dækker, og hvor behandling af basale sygdomme ofte er meget dyre.
”Med baggrund i de skader vi ser, må vi på det kraftigste fraråde, at man rejser til udlandet uden forsikring. Et er den økonomiske risiko. Noget andet er den praktiske hjælp og støtte, man kun kan få med en rejseforsikring”, siger Dan Kjølhede Laursen, direktør i Gouda Rejseforsikring.
Overraskende mange uforsikrede
”Det er desværre ikke nyt, at mange unge rejser uden forsikring, men at tallet er så højt, er ubehagelig læsning. Vi får mange henvendelser fra unge, der får ødelagt rejsen på grund af sygdom eller ulykker, og som får den nødvendige hjælp og støtte, så de ofte kan fortsætte deres rejse”.
Det er ikke de mest populære rejsemål som Spanien, Grækenland og andre europæiske destinationer, der er er blandt de ti lande, hvor flest unge kommer til skade, bliver syge eller på anden måde skal have hjælp fra rejseforsikringen.
”Det er generelt meget sikkert at rejse, men det er umuligt at forberede sig på sygdom eller ulykker. Derfor spiller man hasard med sin økonomi og sikkerhed, hvis man rejser uden for Europa uden rejseforsikring. Derfor vil jeg på det kraftigste fraråde at spare på rejseforsikringen”, siger Dan Kjølhede Laursen.
De unge kommer oftest til skade i lande som Australien, Thailand, USA, Vietnam, New Zealand, Indonesien, Tanzania, Nepal, Philpinerne og Peru.
Undersøgelsen er gennemført af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring i december 2017 blandt 1168 repræsentativt udvalgte danskere. Kun danskere der rejser til udlandet, er blevet spurgt, om de har rejseforsikring, når de tager på ferie i udlandet.
Undersøgelsen viser, at 66 procent mellem 18 og 29 år er forsikrede. I aldersklassen mellem 40 og 49 år er 75 procent forsikrede, mens procenten er 83 for rejsende over 60 år.
Relaterede artikler: