Passagerer hos United Airlines kan få op til 10.000 dollars for at opgive deres pladser på overbookede fly.
Efter den voldsomme udsmidning af en passager indfører United nye retningslinjer.
Som led i de nye retningslinjer kan passagerer få en stor pengesum i kompensation, hvis de bliver taget af et overfyldt fly, skriver nyhedsbureauet AFP. Kompensationen kan lyde på helt op til 10.000 dollars.
”Det er maksimum. Det er uklart, hvor mange – eller om der er nogen – kan få så meget”, oplyser selskabet på sin hjemmeside. Den nuværende øvre grænse for den type kompensation er for United Airlines 1.350 dollars, skriver dr.dk.
Flyselskabet vil også sørge for, at de ansatte får genopfrisket, hvordan de skal håndtere situationer med overbookede fly. Ifølge 69-årige David Daos advokat brækkede han næsen, fik slået to tænder ud og pådrog sig en hjernerystelse som følge af den hårdhændede behandling.
Topchef Oscar Munoz er ikke i tvivl om, at kundernes tillid til selskabet har lidt overlast: ”Folk er oprørte, og jeg tror, at der er mange, som potentielt ikke vil flyve med os”, siger han ifølge nyhedsbureauet AP.
United Airlines har tidligere understreget, at man ikke længere vil tillade personale at overtage flysæder fra passagerer, der allerede har booket plads på et fly. Selskabet vil heller ikke tilkalde lufthavnspolitiet for at fjerne passagerer.
Flyet, som David Dao blev fjernet fra, var overbooket med én passager. En valgte frivilligt at forlade flyet, men derefter ankom fire flymedarbejdere, som skulle have plads, fordi der var tekniske problemer på det fly, de skulle have været med. United erkender, at det var en fejl at lade flymedarbejderne komme ombord, da det betød, at fire passagerer måtte opgive deres pladser.