USA lukker fra fredag midnat for ankomsten af alle rejsende, der de seneste 14 dage har været i en lang række europæiske lande, herunder Danmark. Forbuddet gælder de kommende 30 dage. Arkivpressefoto: Department of Homeland Security.

USA lukker i 30 dage for rejsende fra Europa

Fra fredag midnat amerikansk tid kan rejsende der har været i europæiske lande, herunder Danmark, ikke de kommende 30 dage komme ind USA.

(Ariklen er opdateret med at Storbritannien og Irland fra tirsdag morgen, 17. marts, også er omfattet af forbuddet)

Oplysningen om rejseforbuddet fra Europa til USA kom i en tale, præsident Trump holdt natten til torsdag, europæisk tid, om tiltag mod den kinesiske coronavirus.

Her meddelte præsidenten blandt andet, at rejseforbuddet gælder alle rejsende fra kontinental-Europa, (Storbritannien og Irland kommer på listen fra tirsdag morgen den 17. marts, red), de kommende 30 dage. Forbuddet er ikke med henvisning til hvor de rejsende er statsborgere, men hvilke lande de har været i, før de ankommer til USA.

Department of Homeland Security, der blandt andet står for USA’s grænsekontrol, oplyser på sin hjemmeside, at indrejseforbuddet gælder næsten alle udlændinge, der de seneste 14 dage har været i en lang række europæiske lande inden deres ankomst til USA.

Landene er de såkaldte Schengen-lande, herunder Danmark og resten af Skandinavien.

For de flyvninger der får lov til at fortsætte, kan flyene kun lande i visse amerikanske lufthavne.  Men det kan være store lufthavne med faciliteter til at foretage screening af ankommende passagerer. Har passagerer symptomer på den kinesiske coronavirus, kommer de i karantæne.

Træder i kraft fredag midnat amerikansk tid
Forbuddet mod ankomster af passagerer, der har været i de udpegede europæiske lande de seneste 14 dage, træder i kraft fredag midnat amerikansk østkysttid, klokken 06 lørdag morgen europæisk tid.

Før indrejseforbuddet fra USA kom for rejsende, der har været i de udpegede europæiske lande, var antallet af passagerer allerede nede med 50 procent.

På STANDBY.dk søster-hjemmeside CHECK-In.dk er der konkrete historier om påvirkningerne for flytrafikken.

Færre rejsende fra Skandinavien sidste år til USA
Der var sidste år 1,3 millioner ankomster til USA fra Norden plus de tre baltiske lande – det var 6,5 procent færre i forhold til 2018, eller over 100.000.

Det blev sidste år til 314.000 ankomster fra Danmark, en nedgang på over fem procent i forhold til de 331.000, der rejste til USA i 2018 som turister, erhvervsrejsende, studerende og så videre.

Sverige så sidste år det største fald fra de tre skandinaviske lande. Næsten 11 procent færre svenskere rejste til USA – tallet blev 452.000 svenske ankomster sidste år mod 506.000 i 2018. Fra Norge var der 268.000 ankomster mod 281.000 i 2018, en tilbagegang på 4,5 procent.

Relaterede artikler:

SAS flyver videre til New York og Chicago

Større fald i nordiske rejsende til USA

Analyse af største faremomenter ved rejser i år