Vagn Sørensen ind i bestyrelsen hos Nordic Aviation

Vagn Sørensen.

Vagn Sørensen.

LUFTFART: Verdens største leasingselskab for turbopropfly med danske rødder, Nordic Aviation Capital, styrker sin bestyrelse med Vagn Sørensen som nyt medlem i selskabet, der har leaset de fire nye ATR-fly til JetTime, som skal flyve for SAS.

Fhv. koncerndirektør i SAS og adm. direktør i Austrian Airlines, Vagn Sørensen, føjer endnu et flyrelateret selskab til sine mange andre, som nyudnævnt bestyrelsesmedlem i Nordic Aviation Capital. Verdens største flyleasingsselskab inden for turpropropfly. Men også med en del jetfly. Selskabet har en flåde på 200 fly fordelt i omkring 30 lande.

”Vi skal fortsat vokse globalt, og ser frem til at få Vagn med til at skabe fortsat vækst. Han har en tung baggrund og indgående knowhow,” siger selskabet grundlægger og eneejer Martin Møller, som det forløbne år kunne notere en omsætning på ca. 1,7 mia. kr. og støt stigende plus på bundlinjen de seneste 16 år.

Hovedkontoret ligger i Billund, mens Martin Møller bor i USA og stammer fra Vestjylland.

Vagn Sørensen har i dag en række betydende bestyrelsesposter. I luftfart og rejsebranche er det som formand i Scandic Hotels, SSP Catering, næstformand i DFDS og bestyrelsesmedlem i Air Canada og Royal Caribbean Cruise Line samt Braganza, som blandt andet ejer Scandinavian Cruise Center. Uden for branchen er han formand for store erhvervsfirmaer som TDC og FL Smith.

Den danske forbindelse er også for nylig forstærket gennem JetTimes aftale med SAS om leasing af fire, måske flere spritnye ATR-fly, som meget apropos kommer fra NAC. Det samme gør fire af JetTimes 13 Boeing 737-fly.