Venedig vil gerne have færre turister, navnlig endagsturister. Wikipedia-foto: Peter K. Burian.

Venedig vil opkræve entre for dagsturister

Som test opkræver Venedig fra foråret fem euro for endagsturister. ”Andre byer med overturisme ser på, hvordan vi håndterer dette. Det kan medvirke til, hvordan de selv vil angribe problemet.”

Luigi Brugnaro, Venedig borgmester, sagde i 2021, at byen skal have et mere bæredygtigt antal turister. Venedig har typisk omkring 25 millioner årlige turister – og for at nedbringe tallet, skal der indføres en afgift for turister, der ikke overnatter i byen.

”Der vil komme protester og søgsmål mod vores nye tiltag, men Venedig skal være en by der er til at leve i for byens borgere og en by, der er til at være i for vores turister,” sagde borgmesteren.

Og nu har borgmesteren netop på X (Twitter) oplyst, at det skal koste fem euro for ikke-overnattende endagsturister over 14 år at besøge det centrale Venedig – i første omgang som et forsøg fra næste forår. Venedig bliver dermed verdens første by til at opkræve entreindtægter, skriver CNN.

Der bliver ikke entre på alle dage, men på dage, hvor byens myndigheder ved, at der kommer mange endagsturister, for eksempel i forbindelse med karnevallet i Venedig, weekender i forbindelse med store helligdage.

”Målet med entreen er at afskrække endagsturister i visse perioder,” oplyser borgmesteren og tilføjer, at de specifikke datoer med entre vil blive oplyst senere. Undtaget fra entreen bliver naturligvis borgere med bopæl i Venedig, personer der pendler til arbejde i Venedig, eller hvis man ejer en bolig i Venedig – og har betalt boligskat, samt turister der overnatter i kommunen med Venedig, bare ikke i selve bykernen. Men de undtagne skal registrere deres ankomst på forhånd.

”Contributo di accesso”
For at få begrænset overturismen i Venedig, der er på UNESCO’s verdensarvsliste, har byen i årtier debatteret en entre for turister, der ikke overnatter, en såkaldt ”contributo di accesso” til priser på mellem tre og 10 euro, nu afprøves fem euro til at begynde med,

Beslutningen om en entre for at komme ind i selve Venedig skal vedtages på et byrådsmøde den 12. september, skriver CNN, der citerer et byrådsmedlem for at sige:

”Der er nødvendigt at finde en balance mellem rettighederne for byens borgere, de der arbejder i byen og så videre – og så endagsturisterne. Venedig bliver global spydspids på dette område. Andre byer med overturisme ser på, hvordan vi håndterer dette – hvilket kan medvirke til, hvordan de selv vil angribe problemet.”

 

Relaterede artikler:

Turister skal forhåndsbestille besøg i Venedig

Idyllisk østrigsk flække føler sig overrendt af turister

Turister smidt ud af Venedig for at brygge kaffe