SOMMERKLUMME: Men vi får så meget andet, når gaveboden i Københavns Lufthavn åbner. Først og fremmest billigere passagerafgifter for flyselskaberne – og hvad med rimelige parkeringsafgifter?
Af Ejvind Olesen
Næppe er sommerferien for alvor begyndte, før regeringen anført af to liberale ministre, Ole Birk Olesen (LA) og Brian Mikkelsen (K), har barslet med en velkommen sommerpakke vedrørende Københavns Lufthavn. En luftfartsstrategi, som næppe falder i den nuværende ledelses og bestyrelses smag. Og slet ikke aktionærernes. Politisk kodex og krav: Ned med priserne.
Jeg har tidligere noteret, at det ikke holder i længden, at vores nationale lufthavn og den største kunde (SAS) ikke kan nå hinanden, når der tales prisniveau. Vi har igen og igen hørt fra SAS, at København er langt dyrere end især Arlanda i Stockholm. Modsat har man fra Københavns Lufthavns side hævdet, at flyselskabernes priser for at bruge lufthavnen, ikke er dyrere end i for eksempel Frankfurt, Hamburg, Berlin og Amsterdam.
Jeg fornemmede i går i reaktion fra lufthavnen, at man er lidt småfornærmet over det politiske udspil. Blot ved at læse børsmeddelelsen. Normalt er der helt faste regler for takstforhandlinger, og hvornår de finder sted.
Hvis aktionærerne protesterer mod, at lufthavnen, som Transportministeren sagde i går, har et monopol, tror jeg faktisk de kan vinde. Den bliver svær at køre hjem. På den anden side kan man fra politisk side ikke vedtage en forkromet strategi, der virker som en gave til dansk luftfart, og så samtidighed have en uvillig bestyrelse og direktion imod sig. Da er man nødt til at sætte hårdt mod hårdt og afprøve, hvem der er stærkest.
Selv en erfaren analytiker som Jacob Pedersen fra Sydbank næsten lover, at der nu kommer lavere billetpriser til passagerer ud af København. Det tror jeg ikke et øjeblik på. En reduktion med 20 kr. pr. passager kommer til at gå i flyselskabernes slunkne kasser. SAS tjener i gennemsnit 37 kr. pr. passager. Lufthavnen tilsvarende 120 kr. Alt imens passagererne flyver til London for 199 kr. og til Rom for 299 kr.
Det har aldrig været billigere at flyve, og det bliver det næppe heller. Til gengæld kan en billigere og velfungerende lufthavn (for det er København) trække bier til som en friskslået kløvermark. Og på den måde tjener man hurtigt en prisnedsættelse af passagerafgifterne hjem igen.
Og tænk, hvis passagererne også fik nogle billigere parkeringspriser og ikke som nu, hvor en uges parkering koster lige så meget som en flybillet til New York. Samtidig med, at man tilbyder billigere parkering på en plads, der næsten ligger i Dragør.
Vel har Københavns Lufthavn udviklet sig til en pengemaskine, men der er jo ikke noget galt i at tjene penge. Flyselskaber og lufthavne er bare tæt forbundne kar, som bør følges ad både op og ned i luften.
Danmark har aldrig haft en så gennemarbejdet plan og strategi for fremtiden i luften, primært i København, som den, der blev født i går. Samtidig med at vore nabolande pusler med nye afgifter både i Norge og i Sverige (og i Storbritannien). Og dermed screener sig selv væk fra danske lufthavne. Et benspænd som helt kan overflødiggøre regeringens nye strategi som konkurrenceparameter.
Diskussionen om regeringen ikke burde købe lufthavnen i Kastrup tilbage vil starte igen. Når de nu alligevel vil bestemme. Og det har ledelse og bestyrelse i lufthavnen i hvert fald selv været ude om. Del og hersk har nogen kaldt det. I går blev rollerne byttet om.