Virgin Atlantic dropper Australien

2019/08/defaultmain.jpgFLYSELSKABER: Fra 5. maj stopper Virgin Atlantic med at flyve fra Hong Kong til Sydney – i stedet kan rejsende komme med søsterselskabet Virgin Australia. Dermed er British Airways eneste europæiske flyselskab med rute til Australien.

”Øgede omkostninger og et udfordrende konkurrencemiljø har påvirket vores indtægter og ruten er ikke længere profitabel. Virgin Atlantic vil fortsat flyve fra London Heathrow til Hong Kong,” siger Craig Kreeger, koncernchef i Virgin Atlantic, og tilføjer: “Beklageligvis stopper vi derfor betjeningen mellem Hong Kong og Sydney – trods de bedste indsatser fra vores ansatte, men forhøjede omkostninger og en svækket australsk dollar har påvirket vores overskudsgrad.”

Virgin Atlantic har i snart ti år fløjet mellem London Heathrow og Sydney. Det sidste fly fra Hong Kong til Sydney afgår 4. maj.

Australske Qantas har ca. 17 pct. af trafikken fra udlandet til Australien. Herefter kommer Emirates med ti procent og Singapore Airlines med ni procent. Qantas’ lavprisselskab, Jetstar, har syv procent af de rejsende.

Sydney har over 40 pct. af de internationale passagerer til Australien fulgt af Melbourne (23 pct.), Brisbane (15 pct.) og Perth, hovedstad i Australiens største delstat, Western Australia, med knap 13 pct.