Blandt mange forebyggende tiltag mod lungevirussen er forlystelsesparker i Kina midlertidigt lukket, herunder Disneyland i Hong Kong og Shanghai. Arkivpressefoto fra Shanghai Disney Resort.

Virus giver stigende dødstal i Kina

Endnu har der kun været dødsfald i Kina som følge af nCoV-virussen. Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til Hubei-provinsen. VisitDenmark følger udviklingen nøje.

Der er ikke rapporteret dødsfald uden for Kina i forbindelse med den SARS-lignende Corona-nCoV virus, der opstod i Wuhan, hovedstad i den kinesiske Hubei-provins. Mindst 80 er døde i Kina, heraf mindst 76 i selve Wuhan.

Over 3.000 er bekræftet smittet i primært Kina, mens der er rapporteret omkring 50 tilfælde i lande udenfor Kina, herunder i Europa, skriver BBC.

Udenrigsministeriet i Danmark og andre lande fraråder ikke-nødvendige rejser til den kinesiske Hubei-provins, hvor virussen opstod. Flere lande med mange borgere i Hubei evakuerer nu disse.

De kinesiske myndigheder har lukket for rejser til og fra flere byer for at begrænse virussen i at sprede sig. BBC skriver, at bestræbelserne på at inddæmme virussen foreløbig har berørt op mod 60 millioner mennesker i mindst 15 kinesiske byer.

Kinesiske turistattraktioner midlertidigt lukket
Blandt de mange forebyggende kinesiske tiltag mod at virussen spreder sig er, at forlystelsesparker i Kina er midlertidigt lukket, herunder Disneyland i såvel Hong Kong som Shanghai.

Kinas præsident, Xi Jinping, sagde under et besøg i Wuhan, at Kina står overfor en alvorlig situation, fordi coronavirus-epedimien spreder sig hurtigt.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, World Health Organization, under FN oplyser, at der er symptomer i forbindelse med Wuhan-lungebetændelsen der kan minde om den dødelige SARS-virus, Severe Acute Respiratory Syndrome.

Mellem 2002-03 smittede en SARS-epidemi over 8.000 mennesker på verdensplan og forårsagede 774 registrerede dødsfald i 37 lande i og uden for Asien.

VisitDenmark er afventende
Flemming Bruhn, direktør i VisitDenmark for blandt andet de asiatiske markeder, herunder Kina, siger til STANDBY.dk:

”Hvis der er et land i verden, der er god til at tackle dette, er det Kina. De har instrumenterne til det og lydighed i befolkningen.”

”Foreløbig har vi ikke hørt fra vores kinesiske samarbejdspartnere. Vi fik i fredags information fra den europæiske sammenslutning af turistråd, European Travel Commission. Den sagde, at de kinesiske myndigheder har meddelt kinesiske rejsebureauer, at de indtil videre skal lade være med at sælge rejser, også udenrigs,” siger Flemming Bruhn og fortsætter:

”Den beslutning er vel klog nok, for om et par uger kan dette have spredt sig til hele Kina og så kan der komme begrænsninger på modtagerlandene til kinesiske turister.”

Sidste år var der cirka 270.000 kinesiske overnatninger i Danmark, en stigning på 15 procent fra 2018. Kina er Danmarks største incomingmarked fra Asien, fulgt af Japan og Indien.

”Det er små måneder lige nu for kinesiske ankomster til Danmark og netop nu med 11-13.000 kinesiske overnatninger om måneden. Så det er ingen stor katastrofe lige nu, men varer det ved for eksempel hele foråret, så bliver det en dum sæson,” siger Flemming Bruhn og tilføjer:

”Kineserne er gode gæster i Danmark. De bor ikke nødvendigvis på de dyreste hoteller, men de bruger under deres korte ophold i Danmark mange penge på at shoppe smykker, sko, tasker og så videre.”

Lige nu er det kinesiske nytår i gang – det betyder også, at VisitDenmarks kontor i Beijing er lukket på grund af ferie til næste uge.

Sundhedsstyrelsen informerer
Apoteket i Københavns Lufthavn oplyste søndag til STANDBY.dk, at dets salg af de såkaldte mundbind, der bruges foran mund og næse, er steget til navnlig afrejsende udenlandske flypassagerer.

Der er endnu ingen vaccine eller konkret helbredelsesmetode mod nCoV-virussen.

Inkubationstiden, fra smitten sker til sygdommen bryder ud, kan være mellem én dag og op til 14 dage, skriver BBC. Derfor kan en person godt være smittet, uden at vide det, og i den mellemliggende periode, indtil sygdommen bryder ud, uvidende nå at smitte andre.

Man kan holde sig opdateret om Sundhedsstyrelsens råd til rejsende i forbindelse med den kinesiske lungevirus via denne hjemmeside:

Relaterede artikler:

DRF advarer om at overdramatisere nCoV-virus

Frygter ny virus der kan minde om SARS

Danmark ser pæn vækst fra Asien