Wonderful Copenhagen og VisitDenmark pumper nu 45 millioner kroner i øget markedsføring af København som rejsemål, både for danske og udenlandske turister. Arkivpressefoto fra Wonderful Copenhagen.

WoCo og VisitDenmark i fælles millionkampagne

Wonderful Copenhagen og VisitDenmark vil sammen bruge 45 millioner kroner på en ny, fælles og ekstraordinær markedsføringsindsats til at løfte turismen i København.

Med en ny fælles markedsføringsstrategi og en ekstraordinær markedsføringsindsats i år intensiverer Wonderful Copenhagen og VisitDenmark arbejdet med at genrejse turismen i hovedstaden.

Det skriver de to parter i en pressemeddelelse.

Med en nedgang i overnatningerne i hovedstaden på 56 procent og tabt turismeomsætning på 28 milliarder kroner sidste år, har coronakrisen ramt turismen i hovedstaden hårdere end noget andet sted i Danmark.

København er i hård konkurrence med andre nordeuropæiske storbyer, og den internationale konkurrence om at tiltrække storbyturister bliver endnu hårdere de kommende år. Det er en helt ekstraordinær situation, som kræver en ekstraordinær og fælles indsats, hedder det fra dueon.

Med en fælles, ambitiøs markedsføringsstrategi med styrket samarbejde hele vejen igennem gæstens brugerrejse, sætter VisitDenmark og Wonderful Copenhagen en fælles retning for de kommende års arbejde med markedsføring af hovedstaden, både nationalt og internationalt.

Strategien skal bidrage til, at hovedstaden kommer bedst muligt gennem krisen. Ambitionen er, at omsætningen hurtigst muligt skal bringes tilbage til et 2019-niveau, er meldingen.

Særlig indsats i år
Som en del af den nye marketingstrategi prioriteres en ekstraordinær fælles markedsføringsindsats i år målrettet både danske og internationale gæster.

I 2021 allokeres en samlet ekstra investering til markedsføring på op til 45 millioner kroner. VisitDenmark investerer 20 millioner kroner, resten kommer fra Wonderful Copenhagen.

I tillæg hertil vil både VisitDenmark og Wonderful Copenhagen støtte denne særskilte markedsføringsindsats i år via organisationernes grundlæggende arbejde og supporterende aktiviteter.

”Med et nyt fælles afsæt og ekstraordinære midler skaber vi sammen med VisitDenmark de bedst mulige rammer for at inspirere folk til igen at besøge hovedstaden, så vi hurtigst muligt kan genrejse et erhverv, der i 2019 bidrog med 63.000 arbejdspladser og 17,5 milliarder kroner i skatteindtægter,” siger adm. direktør Mikkel Aarø-Hansen, Wonderful Copenhagen.

Og fra Jan Olsen, administrerende direktør i VisitDenmark, lyder det:

”Vi vil i år og årene der kommer sammen med Wonderful Copenhagen og alle partnerne, gøre vores yderste i forhold til at få genskabt turismen til København. Det vil vi først og fremmest gennem et stærkt fokus på markedsføring i forhold til danskerne og på en øget markedsføring i forhold til nærmarkederne, hvor kendskabet til Danmark og København i forvejen er stort, og hvor det er let at komme til Danmark transportmæssigt.”

Hele pressemeddelelsen kan læses via dette link – i bunden er der mere information om den nye strategi.

Relaterede artikler:

Ny millionplan skal hjælpe turismen i hovedstaden

“Sommerpakken var samlet set en skidt konstruktion”

København blandt verdens 25 bedste rejsemål i 2021