Yderligere forsinkelse af Berlin-Brandenburg

Berlin-Brandenburg Airport, som også kaldes Willy Brandt Airport, er allerede forsinket to gange til 17. marts 2013 i stedet for, som oprindeligt planlagt, oktober 2011.

 

"Åbningen til marts kan sandsynligvis ikke gennemføres”, lyder det fra en anonym aktionær i det store projekt. En repræsentant for en anden aktionær støtter udtalelsen.

 

Den lokale avis Tagesspiegel og flere branchefolk har samme fornemmelse, selv om ingen regner med en officiel erklæring om udsættelse fra bestyrelsesmødet i morgen, torsdag.

 

"Direktør Horst Amman fra projektledelsen undersøger netop nu den planlagte åbningsdato”, hed det i en udtalelse tirsdag, som svar på presseforlydender. ”Alle ændringer vil blive offentliggjort på et passende tidspunkt”, hedder det.

 

Der har også været tale om, at lufthavnsprojektet er løbet tør for finansiering og at bestyrelsen torsdag skal godkende et midlertidigt lån på 430 millioner Euro for at kunne fortsætte arbejdet i 2013.

Skrevet af Flemming Juul