1.000 km omvej til skiferien

2019/08/defaultmain.jpgEn fejltastning på bussens GPS sendte en gruppe skiløbere ud på en længere rejse end planlagt.

De 50 belgiske skientusiaster skulle besøge det franske ski resort La Plagne, men i stedet valgte buschaufføren et andet La Plagne – en landsby i det sydvestlige Frankrig.

Som resultat nåede bussen næsten ned til den spanske grænse, før passagererne fik overbevist chaufføren til at vende snuden mod nord.

Chaufføren tilstod fejlen på den belgiske ungdomsradio Studio Brussels og forklarede, at der var tre La Plagne i Frankrig, og at han havde valgt forkert. Busrejsen var brugt som præmie til nogle af radiostationens lyttere.

Heldigvis valgte de rejsende at grine ad miseren, hvilket der kom adskillige tweets og Facebook-meddelelser ud af.  ’Det var en sovebus, så da jeg vågnede så jeg vinmarker overalt. Det var smukt, men usædvanligt for ski-terræner”, lyder det fra én. ”Vi vidste, at der var noget galt, men vi måtte skaffe et gammeldags kort over Frankrig for at få chaufføren til at glemme sin GPS”, skriver en anden.

Skiløberne nåede frem til rette destination med 24 timers forsinkelse og blev modtaget med smil og spanske tapas.