Arriva køber Veolias danske busser

”Købet af Veolia Transport Danmark sikrer os en størrelse, der gør, at vi for alvor kan være med til at udvikle den kollektive trafik sammen med myndighederne. Vores forretning effektiviseres og muliggør den udvikling både branchen og passagererne har behov for”, siger adm. direktør Johnny Hansen, Arriva Skandinavien i en pressemeddelelse.

Arriva overtager i slutningen af august Veolias danske busforretning, som i det senest offentliggjorte årsregnskab fra 2005, viste et underskud på 65 mio. kr. af en dalende omsætning på 916 mio. kr.

I moderselskabet er ledelsen tilfreds med at slippe af med sit danske problembarn:
”Vi er tilfredse med at kunne indfri vores løfter over for virksomhedens medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere med hensyn til at finde en helhedsløsning på Veolia Transport Danmark A/S’ situation”, siger Cyril-Hervé Carniel, adm. direktør for Veolia Transport Northern Europe AB.

Når Arriva overtager Veolias danske busser fratræder Veolias adm. direktør Vincent Bech og økonomidirektør Ole Steensbro, som flytter over i Veolia Transport Northern Europe-gruppe.

Skrevet af