DSB bliver fra senere i år et sjældent syn på togstationen i Københavns Lufthavn. Svenske Skånetrafikken begynder fra i år helt at overtage togdriften mellem Østerport Station og Malmø. Arkivpressefoto fra DSB.

Fyringsrunde i DSB

DSB vil som led i klargøring til øget konkurrence og mistede togstrækninger – blandt andet snart trafikken over Øresund – opsige mindst 25 af de over 1.000 ansatte i sin administration.

DSB har i dag omkring 7.000 medarbejdere, hvoraf mere end 1.000 arbejder i administrationen. Og nu vil de danske statsbaner fjerne mindst 25 stillinger i administrationen, også på lederniveau.

I en pressemeddelelse oplyser DSB, at det statslige jernbaneselskab vil effektivisere ved at reducere antallet af stillinger i administrationen med cirka 40.

Nogle af de 40 stillinger er dog arbejdspladser, der ikke er blevet genbesat når en medarbejder af forskellige årsager er fratrådt. Så i alt betyder de kommende nedskæringer hos DSB, at ”kun” 25 ansatte forventes at skulle afskediges.

Det endelige antal afhænger af, hvor mange ansatte, der tager imod et tilbud om frivillige fratrædelsespakker, oplyser DSB.

”DSB er i et marked med skarp konkurrence fra billigere biler og busser. Vi skal også planmæssigt overdrage strækninger til andre operatører, derfor er det nødvendigt at tilpasse virksomheden til fremtidens krav. Det betyder, at vi løbende skal minimere vores omkostninger, blandt andet gennem en mere effektiv administration og en yderligere reduktion af medarbejderstaben,” siger Flemming Jensen, administrerende direktør DSB i pressemeddelelsen.

Har mistet jernbaneruter
Det var i dag, torsdag, ikke muligt for STANDBY.dk at få uddybende kommentarer fra Flemming Jensen, der i 2015 skiftede fra at være koncerndirektør for drift i SAS til sit nuværende job som øverste chef for DSB.’

Men en kilde i DSB siger til STANDBY.dk, at nedskæringer i administration hos DSB sker af to årsager.

Dels skal der generelt spares og der har i flere år været årlige sparerunder i DSB – og dels skal DSB effektivisere i forhold til sine konkurrenter. Disse er ikke mindst Arriva, der er på vej til at have 25 procent af togtrafikken i Danmark, men også svenske Skånetrafikken.

Sidstnævnte begynder fra i år, efter at have vundet et udbud, at overtage togtrafikken fra Østerport Station til Malmø. Dermed skal DSB ikke mere i denne omgang kører over Øresundsbron. Ifølge Transportministeriet er to ud af tre togpassagerer mellem Malmø og København svenskere. Og ved at overdrage denne del af den såkaldte Øresundstrafik til det svenske DSB, SJ, bliver danske tog på kystbanen ikke påvirket, hvis svenske tog på vej mod Danmark bliver forsinket i Sverige, lød et af argumenterne fra den tidligere transportminister, Ole Birk Olesen (LA).

Arriva får flere danske togstrækninger
I december 2018 vandt DSB’s hovedkonkurrent i Danmark, Arriva, retten til fra december her i år, 2020, at køre yderligere to togstrækninger i Danmark.

Det bliver som kommende togoperatør på Svendborgbanen, mellem Odense og Svendborg, ligesom der kommer en ekstra strækning i Midt- og Vestjylland, mellem Vejle og Struer. De to strækninger køres i dag af DSB. Arriva skal stå for ruterne fra december 2020 til 2028.

DSB har i alt årligt cirka 190 millioner passagerer, hvoraf de 60 procent kører med S-tog. Til sammenligning har Arriva blot omkring 7,5 millioner passagerer på sine danske togstrækninger.

Relaterede artikler:

Stadig flere firmarejsende stiger på toget i Sverige

Danmark vil teste batteritog

Arriva udvider på det danske tognet