Stockholms Malaysia-rute i farezonen

Nedskæringerne sker for at fjerne det store flyselskabs fortsatte milliardtab. Udover at reducere den 23.000 mand store arbejdsstyrke med 6.500 skal flyflåden formindskes og underskudsgivende ruter lukkes, oplyser selskabet ifølge nyhedsbureauerne.



Malaysia Airlines (MH) skal fremover kun flyve 19 indenrigsruter – hele 96 andre overgår til landets lavprisselskab, AirAsia.



Malaysia Airlines prøver at overleve angrebet fra de økonomisk slankere lavprisselskaber, såvel indenrigs som på ruterne til f.eks. Indien, samt stigende udgifter til brændstof.

I sidste måned meddelte MH, at det ville søge at skaffe ca. ti milliarder kroner for at dække sine udgifter og bl.a. hæve prisen på indenrigsbilletter – for første gang i 13 år, skriver Reuters.



Analytikere siger til den malaysiske finansavis, Malaysia Strait Times, Malaysia Airlines som led i sin turnaround- plan forventes at indstille tabsgivende udenrigsruter – og at de ruter til Europa som står først til at mærke spareøksen er Frankfurt, Manchester, München og altså Stockholm.

Men dette er ikke bekræftet.



Omvendt siger Malaysia Airlines’ koncernchef, Idris Jala: “Vi kan ikke klare det medmindre vi radikalt ændrer vor forretningsgange.” Han tilføjer at 66 af selskabets 114 internationale ruter giver underskud – det samme er tilfældet for 114 af de 118 indenrigsruter.



HB

Skrevet af