268 gange skal færgerne sejle Aarhus-Sjællands Odde i og omkring påsken. I alt forventes små 400.000 passagerer at tage en af Molslinjens færger i påsken. Det er 20 procent mere end i 2019.
Påsken bliver travl for de danske indenrigsfærger. Det viser aktuelle booking-tal hos landets største færgerederi, Molslinjen. En måling på booking-situationen i påskedagene viser, at alle rederiets færgeruter lige nu har omkring 20 procent flere bookinger end i det seneste normale rejseår, 2019. Alene på den største rute, Sjællands Odde og Aarhus, bliver der i påskeperioden 268 afgange.
Det skriver Molslinjen i en pressemeddelelse. I den siger rederiets kommercielle direktør, Jesper Skovgaard: ”Fremgangen er stort set ligeligt fordelt på vores ni færgeruter, selv om der som altid er stor rift om billetterne til Bornholm, Samsø og Fanø. Men også trafikken på tværs af landet over Kattegat går frem med de 20 procent i forhold til 2019.”
Ifølge Molslinjen skal op mod 400.000 passagerer sejle med rederiets færger i påskedagene. Deraf vil omkring 35.000 tage færgeturen med fjernbusselskabet Kombardo Expressen, et samarbejde mellem Molslinjen og Herning Turist.
”Danskerne har taget de danske øer til deres hjerter. På et tidspunkt under coronakrisen var øerne meget populære – det er som om den popularitet ikke aftager, selv om udlandsture atter er mulige,” siger Jesper Skovgaard.
I øvrigt skal passagerne oplyse navn, køn, fødselsår og nationalitet på ruten mellem Sjællands Odde og Aarhus. Det skyldes et EU-direktiv om at registrere disse oplysninger på færgeruter med sejldistancer op til 30 sømil, knap 50 kilometer.
Næsten monopol på danske færgeruter
Molslinjen sejler nærmest alle store og større danske færgeruter, i alt ni fordelt på Alslinjen, Bornholmslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen, Molslinjen og Samsølinjen.
Molslinjen sejler om sommeren også mellem Sjællands Odde og Ebeltoft på Djursland, mens Bornholmslinjen har tre ruter til Bornholm, fra Ystad i Sverige, Køge og tyske Sassnitz.
Molslinjen, der beskriver sig som Danmarks største indenrigsfærgerederi, omsatte i 2019 for 1,9 milliarder kroner. Rederiet har siden 2015 udvidet fra to til ni danske færgeruter og forøget flåden til 15 skibe, der under normale rejseår betjener op til otte millioner passagerer.
Molslinjen blev i 2020 år købt af den svenske investeringsfond EQT Infrastructure.
Relaterede artikler:
Nu skal alle passagerer registreres på Odden-Aarhus
Kombardo Expressen åbner nye kombinationsruter
Her er Danmarks mest populære gratis færgeruter
12 millioner færre passagerer med danske færger
Danmarks største indenrigsfærgerederi får ny ejer