Man behøver ikke flyve om på den anden side af jorden for at opleve landskaber, der er som taget ud af Ringenes Herre-filmene.
Det er budskabet i Innovasjon Norges sommerkampagne, som lige nu kan ses på udendørs reklamer i hele Danmark, i dagblade og magasiner samt på nettet: Hvorfor rejse langt væk, når oplevelserne findes lige i nærheden?
”Norge er kontrasternes land: Skærgården i syd og midnatssolen i nord. De dybe fjorde mod vest og de brede vidder mod øst. Her er det hele, og så ligger det jo lige rundt om hjørnet,” mener Per Sponholtz, som er Turistchef hos Innovasjon Norge.
To år i træk har National Geographic kåret de norske fjorde som verdens mest uberørte rejsemål, og Nærøyfjorden og Geirangerfjorden – som begge blev optaget på Unescos Verdensarvliste i 2006 – er gode eksempler.
Vinter-Norge er oplagt til skiferien, når sneen forvandler fjeldsiderne til kilometervis af pister, men også sommeren tilbyder en bred vifte af aktiviteter. Man kan cykle eller vandre, opleve fjeldene fra ryggen af en hest, tage på rafting ned ad brusende elve eller sejle i kano, forklarer Per Sponholtz.
Der er direkte flyvninger fra København, Billund, Århus og Aalborg og færgeruter fra Hirtshals, Frederikshavn, Hanstholm og København.
Tagget med: Innovasjon Norge