Teknologien, der på sigt skal bruges til at bygge huse på Mars, benyttes for tiden til at puste nyt liv i et amerikansk overnatningssted, hvor campingvogne og telte erstattes med moderne arkitektur.
Marfa danser lidt efter sin egen melodi. Da byen i den vestlige del af Texas blev etableret i løbet af 1880’erne fungerede den som et jernbanestop, hvor damptogene kunne få fyldt deres beholdning af vand op, inden turen gik videre.
I dag er Marfa derimod kendt som et knudepunkt for kunst og kultur, og en del kreative besøger den amerikanske by, der fik sit russisk klingende navn af hustruen til en jernbanedirektør, som opkaldte den efter karakteren Marfa Strogoff fra Jules Vernes roman ’Michel Strogoff’.
I fremtiden kan tilrejsende kunstnere og turister, der slår et smut forbi Marfa, overnatte i anderledes rammer, da den danske arkitektvirksomhed Bjarke Ingels Group og selskabet Icon har indgået et samarbejde om at bruge ny teknologi til at forvandle udtrykket på et lokalt overnatningssted.
Printer nye boliger
Icon har indgået en kontrakt med det amerikanske rumagentur NASA, der går ud på, at selskabet skal være med til at bygge de første boliger på månen og Mars, da Icon har udviklet en avanceret teknologi, der gør det muligt at 3D-printe hele bygninger.
Siden 2018 har selskabet printet flere end 140 boliger og bygninger i henholdsvis USA og Mexico, og det er denne teknologi, der nu skal benyttes til at forvandle udtrykket på El Cosmico, der beskrives som en krydsning mellem et hotel og en campingplads.
I øjeblikket består indkvarteringsmulighederne på El Cosmico af en række gamle campingvogne og kuppelformede telte, men disse bliver i fremtiden erstattet af en række nye og organisk formede boliger, der skal tegnes af Bjarke Ingels Group og 3D-printes af Icon.
Drømmen bliver til virkelighed
Den danske succesarkitekt Bjarke Ingels, der både har grundlagt og i dag fungerer som kreativ direktør i arkitektvirksomheden, der bærer hans navn, fortæller, at meningen er, at omgivelserne skal afspejle sig i de nye bygninger på El Cosmico.
”Ved at bruge sandet, jorden og farverne fra området som materiale, vil de runde former se ud, som om de vokser ud af den jord, de står på,” lyder det. Udover nye boliger skal der også opføres pool, spa-område og andre fællesfaciliteter på overnatningsstedet.
Det er iværksætteren Liz Lambert, der ejer El Cosmico. Hun siger, at det nye projekt er udmøntningen af de drømme for stedets fremtid, som hun har båret rundt på i en længere periode.
”Jeg har haft en vision for udviklingen af El Cosmico i mange år. Nu bliver det til virkelighed i form af flere bløde former og buede flader, fælles opholdsarealer samt en stor pool,” forklarer Lambert ifølge E24.
Relaterede artikler:
Vil skabe verdens største underholdningsmekka

STANDBY.DK Nyt om rejser


