Det private franske togselskab Velvet, der før hed Proxima, har skaffet én milliard euro til investering i højhastighedstog på det franske jernbanenet. Det forventes premiere i 2028.
Bag det nye franske togselskab Velvet, der blev oprettet i oktober sidste år, står blandt andet en tidligere direktør fra TGV-selskabet, der kører højhastighedstog i Frankrig.
Ambitionen med Velvet er blandt andet at ”genopfinde” markedet for højhastighedstog i Frankrig på strækningerne mellem Bordeaux, Nantes, Angers, Rennes og Paris, oplyses det i en pressemeddelelse.
Markedet for højhastighedstog er ekstra stort i netop Frankrig. For at reducere CO2-udledning fra flytrafikken, har Frankrig forbudt at flyve indenrigs i Frankrig, hvis rejsen til destinationen med tog kan klares på højest to og en halv time.
Ifølge en pressemeddelelse vil Velvet udbyde 10 millioner årlige sæder i sine højhastighedstog. Jernbaneselskabet har bestilt 12 dobbeltdækker Avelia Horizon-tog fra den franske togfabrik Alstom, der blandt sine kunder også har danske DSB.
Bag Velvet står investeringsselskabet Antin Infrastructure Partners, der har skaffet én milliard euro til projektet. Alene de 12 bestilte Alstom-tog, der kan køre op til 300 kilometer i timen, koster 850 millioner euro.
Statslige SNCF sidder hårdt på markedet
De nuværende franske TGV-tog kører årligt med over 100 millioner passagerer, primært opereret af det nationale franske jernbaneselskab SNCF (Société Nationale des Chemins de fer Français)
SNCF har højhastighedsruter til en række store franske byer, ligesom der køres højhastighedstog fra Frankrig til nabolandene Belgien, Italien, Schweiz, Spanien og Tyskland.
Ligeledes er SNCF via SNCF Voyageurs hovedaktionær i Eurostar, der blandt andet kører højhastighedstog mellem Paris og London. Resten af Eurostar ejes af de statslige belgiske jernbaner, SNCB, der har små 20 procent, mens en infrastrukturfond har de sidste 6,5 procent.
Relaterede artikler:
Eurostars højhastighedstog slog passagerrekord
Ny højhastighedsrute: Tyskland via Østrig til Italien
Her er Europas bedste og værste togselskaber

STANDBY.DK Nyt om rejser


