Tadej Pogačars hjemland ønsker at tiltrække flere cykelturister. Landets turistråd fremhæver, at der både er ruter, som egner sig til seriøse ryttere og familier på hyggetur.
I årets Tour de France var det Sloveniens Tadej Pogačar, som kunne stille sig øverst på sejrsskamlen. Og ønsker man at tage på cykeltur i hans hjemland, er der flere cykelruter, som det slovenske turistråd ønsker at tiltrække turister til.
Sloveniens Turistråd, som står for markedsføringen af landet som turistdestination, oplyser, at man gennem strategiske partnerskaber med lokale kokke, vinproducenter og turismeinitiativer ønsker at sætte landet på verdenskortet. Og her er cykelturisme i efteråret en del af strategien.
I Sloveniens nordvestlige hjørne, hvor De Julianske Alper findes, er der for eksempel cykelruter gennem smukke landskaber. Sloveniens Turistråd håber, at ruterne her kan tiltrække familier, som ønsker at kombinere naturoplevelser med tryghed.
Velegnet til de mange
Netop i landets nordvestlige hjørne findes den øvre Sava-dal, og i efteråret lyder det, at cykelruten mellem Rateče og Mojstrana nær Kranjska Gora er velegnet til familieudflugter på jernhesten.
Her kører der ingen biler, og cykelruten følger en gammel jernbanelinje, som snor sig gennem alpeenge, søvnige landsbyer og lærkeskove ved foden af bjergene.
Samtidig byder ruten på kilder i Zelenci Naturreservatet, lokale caféer og Det Slovenske Alpinmuseum i Mojstrana.
Byder også på asfalt til motionsryttere
Har man i stedet en motionsrytter i maven, påpeger Det Slovenske Turistråd, at Vipava-dalen og Goriška Brda i det sydvestlige Slovenien tilbyder både udfordrende bakker, men også smagsoplevelser under pauserne.
Ruten snor sig gennem solbeskinnede vinmarker, landsbyer på bjergtoppe og udsigtspunkter, som man håber, kan tiltrække ryttere, der søger både udfordring og sanseindtryk.
Turistrådet skriver, at man både kan tage turen som en heldagsudfordring eller fordele den over flere dage med overnatninger på boutique-vingårde.
For de cykelryttere, som ønsker at besejre bjergene og træne på de samme stigninger, som Tadej Pogačar havde sin start på, er der blandt andet opstigning til Krvavec med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,6 procent.
Relaterede artikler:
Ny cykelrute løber gennem otte Balkanlande

STANDBY.DK Nyt om rejser


