Bikeland bliver en ny attraktion for cyklende turister. PR-foto: Idre Fjäll.

Sverige vil have Nordens bedste cykeldestination

Svenske Idre Fjäll kører videre med sit visionsprojekt om “En fremtid nærmere naturen” ved at lancere Bikeland – et nyt cykelkoncept der skal gøre Idre Fjäll til Nordens bedste cykeldestination.

Bikeland skal indgå i planerne om at yderligere forstærke Idre Fjälls sommersæson og dermed tiltrække flere turister – også cyklende. Der investeres op mod 70 millioner svenske i projektet, der forventes endelig på plads i 2037, hedder det i en pressemeddelelse.

Bikeland vil blandt andet byde på cykelbaner i varierende sværhedsgrad og forskellige strækninger tilpasset cyklisternes formåen. Ligeledes er bæredygtighed naturligvis indtænkt i projektet.

”Det skal blive en af Nordens bedste helhedsoplevelser med blandt andet cykling i fjeldene,” siger Andreas Danielsson, udviklingsansvarlig for Cykel på Idre Fjäll.

Fem nye cykelområder
Inden sommersæsonen i år har Idre Fjäll investeret fem millioner svenske kroner i nye cykeloplevelser, herunder en asfalteret såkaldt pumptrack og en ny seks kilometer lang flowled ved Slättvåla.

Et andet projekt er “Straight Rythm” – en 350 meter lang bane med pukler på toppen af fjeldet. Den kan både køres af motionister, også i kørestol, og mere øvede, der kan komme op i høj fart og kunne hoppe via puklerne, oplyses det.

I alt vil Idre Fjäll i løbet af udbygningen af området have fem primære cykelområder i forskellige sværhedsgrader.

”Vi glæder os til at give disse nye områder ved Idre Fjäll en unik karakter og oplevelse for de mange kommende brugere. Vi vil skabe cykeloplevelser der både udfordrer og inspirerer øvede som mindre rutinerede cyklister. Der skal være noget for alle,” siger Andreas Danielsson, udviklingsansvarlig for Cykel på Idre Fjäll, i pressemeddelelsen.

 

Relaterede artikler:

Svensk skiresort hovedsponsor for dansk landshold

Ny svensk cykelrute ruller på 220 natur-kilometer

Stor svensk safaripark har også safari til fods eller på cykel