Uber Trains planlægger en rute med højhastighedstog mellem London og Europa. PR-illustration.

Uber vil køre europæiske højhastighedstog

Nyskabelsen Uber Trains vil tage konkurrencen op med højhastighedstogene fra Eurostar mellem London og det europæiske fastland. Første afgang bliver dog tidligst i 2029.

Der er øget kamp på vej om de mange millioner togpassagerer, der årligt kører mellem London og det europæiske fastland. I dag transporteres de kun af Eurostar, men andre togselskaber vil ind på markedet.

Hovedparten af Eurostar ejes af de statslige franske jernbaner, SNCF Voyageurs, de belgiske jernbaner, SNCB, har små 20 procent, mens en infrastrukturfond, Federated Hermes, har de sidste 6,5 procent.

Sidste år havde Eurostar i alt 19,5 millioner passagerer, en stigning på 850.000 rejsende, når man sammenligner med 2023. De fire ruter, der voksede mest i løbet af 2024, var London-Paris, London-Bruxelles, Paris-Bruxelles og Paris-Amsterdam.

Euronews skriver, at Uber Trains forventes køreklar i 2029 med op til ti daglige højhastighedstog til Bruxelles, Paris og nordfranske Lille fra togstationen London’s Stratford International Station. Stratford-stationen har også en række regionale togruter i England samt blandt andet end af Storlondons nyeste ruter, Elizabeth line.

Billigere togbilletter
Eurostar bruger St. Pancrass-stationen i London. St. Pancras har i dag kapacitet til 1.800 passagerer i timen – udbygningsplanerne taler om plads til 5.000 passagerer i timen. Denne udbygning forventes klar i år 2030.

Eurostar har luftet planer om at investere i 50 nye højhastighedstogsæt, en vækst på 30 procent. Mens Eurostar sidste år havde 19,5 millioner passagerer, siger prognosen, at selskabet vil nå 30 millioner rejsende i 2030. Når Eurostar-togene kører hurtigst, er de oppe på 300 kilometer i timen.

Højhastighedstogene kører gennem den 50 kilometer lange tunnel under Den engelske Kanal.

Uber Trains vil samarbejde om højhastighedstog med Gemini Trains og tilbyde billigere togbilletter, end hvad der i dag betales for at køre med Eurostar, der ofte kritiseres for sine høje priser mellem London og Europa.

 

Relaterede artikler:

Boom i højhastighedstog mellem England og Europa

DSB bekræfter: Daglige tog fra København via Berlin til Prag

SAS-alliance i samarbejde med Eurostar