Den dyre vej over Sibirien

En for alle og alle for en. Det er ikke et spejderløfte, men et EU krav, som fire europæiske medlemslande forsøger at omgå ved at forhandle individuelt med de russiske myndigheder. Alt sammen i et forsøg på forhandle en billig luftfartsaftale hjem.

Synderne er i den forbindelse Finland, Østrig, Tyskland og Frankrig. Det er der måske ikke noget at sige til i betragtning af, at EU’s flyselskaber om året betaler ca. 2,4 milliarder kroner i overflyvningsafgifter. De fire lande har alle en betydende trafik ind over sibirisk område, og betaler enorme beløb i royalties til Aeroflot.

Et typisk langdistancefly på vej fra europæiske byer til for eksempel Tokio kommer let af med 200.000 kr. eller mere for en overflyvning.
EU-forhandlerne er nok sure på russerne på vegne af de 23 lande, der overflyver, men netop nu nok så meget på de fire, der gør det selv og – hvis de lykkes – forrykker konkurrencen.

Russerne udnytter den lige vej til store dele af Fjerne Østen, hvor flyvningen tidligere gik over Nordpolen via Anchorage og blev forlænget med mange timers flyvning og dyre brændstofudgifter. Spørgsmålet er nu om EU kan finde på at gøre gengæld for russiske fly over europæiske luftrum.

 

Skrevet af Ejvind Olesen