Madeira er kendt for sin smukke natur, men også mulighederne for blandt andet surfing. Arkivfoto fra Portugals Turistbureau.

Aalborg får ny charterrute til Madeira

Fra februar til maj næste år er Bravo Tours klar med sæsonrute med i alt 12 flyvninger fra Aalborg Lufthavn til Cristiano Ronaldos fødeø.

Danmarks tredje største charterrejsebureau, Bravo Tours, har i flere år haft rejser fra Billund Lufthavn til den portugisiske Atlanterhavsø. Nu gør Bravo Tours forøget med at gøre Madeira til rejsemål fra Aalborg Lufthavn. Rejsebureauet Best Travel har i flere år også haft en sæsonrute fra Aalborg til Madeira, i år starter den 23. december.

”Madeira er et spændende rejsemål. Naturen er ganske imponerende, og så er hotellerne af virkelig høj standard. Man får meget for pengene på Madeira,” siger Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj.

Bravo Tours vil til at begynde med betjene Madeira, der blandt andet er kendt som fødested for fodboldspilleren Cristiano Ronaldo, fra februar til maj næste år med 12 flyvninger fra Aalborg Lufthavn. Bravo Tours’ betjening af Madeira fra Aalborg vil blandt andet omfatte muligheden for at opleve øens berømte blomsterfestival, der i år begynder 2. maj. ”Det er en helt særlig tid på øen, hvor de blandt andet bygger Håbets Mur i blomster og har en farverig og smuk parade. En helt unik og særlig oplevelse,” siger Peder Hornshøj.

Kigger på flere rejsemål fra Aalborg
Peder Hornshøj udelukker ikke, at sæsonen fra Aalborg til Madeira kan forlænges, eller at Bravo Tours kan komme med andre nye rejsemål fra Aalborg Lufthavn.

”Vi er altid på udkig efter nye rejsemål fra Aalborg Lufthavn. Med kontor i Aalborg midtby og et væld af muligheder fra den nordjyske lufthavn, skal man ikke være i tvivl om, at vi holder meget af nordjyderne, siger han.

I alt var er i øvrigt sidste år 13 procent flere danske overnatninger i Portugal i forhold til 2016. Den officielle portugisiske overnatningsstatistik registrerer kun overnatninger på hoteller af en hvis størrelse og standard. Ifølge denne var der sidste år 560.000 danske overnatninger i Portugal – tallet er reelt meget højere, formentlig over en million.

Bravo Tours udbyder under sommerens skoleferie i år cirka 30.000 rejser – og har gennem hele dette år cirka 180.000 rejser til salg, hvoraf de cirka 10.000 er med rutefly. Charterrejsebureauets tre største destinationer denne sommer bliver Mallorca, Kreta og Rhodos.

Relaterede artikler:

Charterrute fra Aalborg til Madeira

Spies får nye rejsemål på Madeira

Portugal i prisregn