Ponte Tibetano. (Foto: VisitSellano | Facebook.com | PR)

Adrenalinsus skal genrejse jordskælvsramt område

En hængebro for gående, der angiveligt er den højeste i Europa, er for nyligt åbnet i Italien. Den skal trække turister til en egn, der har været udfordret, siden den blev ramt af flere jordskælv.

Det fik store konsekvenser for den østlige del af den bjergrige italiensk region kaldet Umbrien, da området i 2016 blev ramt af en række jordskælv. 247 mennesker omkom, flere landsbyer blev så godt som ødelagte og tusindvis af lokale borgere blev hjemløse som følge af naturkatastrofen.

Siden har man blandt andet kæmpet med affolkning og at skabe medvind for det lokale erhvervsliv i området således, at udviklingen kan vendes. Det seneste skud på stammen af initiativer er, at man har åbnet Europas højeste hængebro for gående.

Den omkring 517 meter lange bro er en såkaldt ‘ponte tibetano‘, der oversat betyder en tibetansk bro. Tibet er blandt andet hjemsted for verdens højest beliggende vej.

Må træde over huller
Broen befinder sig i 175 meters højde, og den er hængt op over en stor kløft. Den skaber forbindelse mellem middelalderlandsbyen Sellano og bebyggelsen Montesanto, der blandt andet omfatter en række bygninger og en historisk kirke. Det skriver Corriere della Sera.

Det tager i gennemsnit omkring 1.000 skridt at komme på tværs af broen, men de gående gæster skal være iført et harnisk, der er forbundet til en wire, fordi man har ønsket at få adrenalinen til at pumpe mest muligt, og derfor er der huller mellem de punkter, som fødderne sættes på, når broen krydses.

Det ventes, at 90 gæster kan benytte broen i timen, og indtil videre er det muligt at reservere pladser frem til den 5. maj. Der tages dog forbehold for, at den vil blive lukket midlertidigt, hvis området skulle blive ramt af uvejr.

Skal være et lokomotiv for udviklingen
Attilio Gubbiotti, der er borgmester i Sellano, fortæller, at hængebroen er blevet etableret med det helt klare formål, at den skal medvirke til at puste nyt liv i området og være næste skridt i at dæmme op for de udfordringer, som man har kæmpet med siden jordskælvene.

“Udover at skabe forbindelse mellem to af områdets historiske steder, er det meningen, at broen skal være drivkraft i en social og økonomisk genrejsning af vores egn. Den bliver fundamentet for et lokalt økosystem for turisme, som vi vil udvikle i løbet af de kommende år.”

I 2022 åbnede man Sky Bridge 721 i Tjekkiet. Det er en 721 meter lang bro, der hænger 95 meter over jorden og forbinder to bjergkamme i Dolní Morava-området. Ifølge turistrådet CzechTourism er broen den længste af sin slags i verden.


Relaterede artikler:

Vil have højhastighedstog fra Italien til Tyskland

Tusindvis af danskere ramt af dårligt vejr i Italien

730 meter lang turistattraktion for vovehalse