Aggressiv flypassager skal betale 612.000 kr.

LUFTFART: Uregerlig passager hos Hawaiian Airlines skal ifølge ny dom betale selskabet næsten 98.000 dollars efter hans opførsel fik flykaptajnen til at returnere til Honolulu.

Den uregerlige passager, James August, slog angiveligt en kabineansat, hvorefter flyets kaptajn fra Honolulu til New York valgte at vende om, skriver den amerikanske TV-station, ABC News.

Det kostede Hawaiian Airlines over 600.000 kr., som passageren nu skal betale, lyder kendelse fra føderal dommer.

I november sidste år skulle James August flyve med sin kæreste og hendes tre børn fra Honolulu, Hawaiis hovedlufthavn på øen Oahu, til New York.

Vidner hørte han truede en kabineansat før start og under flyvningen. Kæresten og hendes børn sad på en række bag James August, de ville ikke sidde ved siden af ham.

Mens flyet rullede på vej mod start spurgte et af børnene, en 11-årig dreng, en kabineansat om hun kunne holde manden væk fra resten af familien.

En anden passager har forklaret, at den berusede James August kom med mange livstruende trusler – herunder at han ville skære halsen over på sin kæreste ligesom han skældte ud på hende og hendes børn.

De næsten 98.000 dollars, som James August nu skal betale til Hawaiian Airlines, skal dække flyselskabets omkostninger for ekstra landingsafgift, omkostninger til besætninger, ombookinger af passagerer på flyet osv.