Samlefabrikken hos Airbus i sydfranske Toulouse.

Airbus vil øge samlehastighed

Mens Airbus i dag samler omkring 46 af sine A320-fly om måneden kan den store efterspørgsel betyde, at samlehastigheden allerede næste år når 60 om måneden.

Airbus fortsætter med at få mange bestillinger på eksemplarer af sin A320-familie, der blandt andet tæller A319, A320 og A321. Det har fået flyfabrikken til at undersøge, om det er muligt at skrue samlehastigheden yderligere op.

Samlet samlede Airbus sidste år 558 eksemplarer af A320-familien, hvilket gav en månedlig produktion på 46. At ville komme op på 60 eksemplarer af A320-familien allerede næste år har Airbus afvist så sent som i maj 2016. Men alene sidste år fik Airbus bestillinger på 1.055 eksemplarer af A320-familien, ikke mindst neo-versionen (New Engine Option).

Det er navnlig et boom i bestillinger på A320-fly fra flyselskaber i Asien, der påvirker Airbus. Over halvdelen af de leverede A320-fly sidste år var til flyselskaber i Asien. De kommende 20 år forventer Airbus, at flyselskaber i Asien får brug for omkring 10.000 passagerfly med en midtergang; hertil kommer 4.000 passagerfly med to passagergange i kabinen samt 650 af de såkaldte VLA, very large aircraft, for eksempel Airbus’ dobbeltdækker, A380.

Bestillinger på over 7.200 passagerfly
På det igangværende Singapore Air Show oplyste Airbus, at fabrikken snart forventer at kunne offentliggøre endnu en stor ordre for et antal A350-1000, den hidtil største version af denne type. I de kommende uger leverer Airbus den første A350-1000 til Qatar Airways, der bliver søsætningskunde af denne version.

Ligeledes oplyste Airbus på Singapore Air Show, at ordren forleden fra Emirates om yderligere 36 eksemplarer af dobbeltdækkeren A380 betyder, at flyfabrikken fortsat vil samle seks eksemplarer om året af A380. Emirates er suverænt største kunde når det gælder A380 – selskabet fra Dubai har med den nye ordre bestilt 178 eksemplarer.

I alt har Airbus endnu uleverede bestillinger på over 7.200 passagerfly, primært fra A320-familien.

Relaterede artikler:

Airbus største flyordre nogensinde

Airbus klar med A350 nr. 100

Emirates har nu 100 Airbus A380