Stadig flere prøver at tage toget – fremfor flyet – på kortere distancer. Pressearkivfoto fra Frankfurt Lufthavn.

Flere rejsende reducerer antallet af flyvninger

Mens lufthavne og flyselskaber generelt melder om fortsatte stigninger i passagerer, siger potentielle flypassagerer i ny undersøgelse, at de reducerer deres flyvninger for at passe på miljøet.

Det svenske begreb ”fly-skam” griber om sig – og indgår nu også i en ny undersøgelse af flypassagerer fra den store schweiziske bank UBS. Det skriver BBC.

Ifølge undersøgelsen, siger en ud af fem deltagere i analysen, at de på grund af klimahensyn har reduceret deres antal af flyvninger – eller prøver at nedsætte antallet.

Det får den schweiziske storbank til at forudse, at væksten i verdens passagertal kan falde til det halve af, hvad prognoserne ellers har forudset.

På verdensplan stiger antallet af flypassagerer typisk fire til fem procent om året – hvilket giver en fordobling af antal flyrejsende cirka hvert 20. år. Disse tal stammer også fra de to store producenter af passagerfly, Boeing og Airbus’, årlige prognoser på området – prognoserne der opdateres hvert år og prøver at kigge 20 år frem i tiden.

Undersøgelsen fra UBS-banken forudser blandt andet færre flypassagerer end forventet i navnlig Europa og Nordamerika.

6.000 blev spurgt
Undersøgelsen fra UBS-banken har haft deltagelse af 6.000 personer i USA, Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Her svarede 21 procent, at de indenfor de seneste år har formindsket antal af flyrejser og for eksempel i stedet taget toget, hvor det har været muligt.

Det svinger lidt mellem landene, hvor meget mindre deltagerne i undersøgelse har skåret ned på deres flyvninger – de 21 procent er gennemsnittet. 16 procent af briterne siger, at de flyver mindre, mens tallet er oppe på 24 procent hos nordamerikanerne.

Som konsekvens af undersøgelsen forudser UBS-banken, at det gennemsnitlige antal flyvninger i Europa blot vil stige med 1,5 procent om året, hvilket er halvt så meget som Airbus har regnet sig frem til. I USA vil faldet betyde, at antallet af flypassagerer kun stiger 1,3 procent, mod de forventede 2,1 procent, siger banken og tilføjer, at mindre efterspørgsel på flysæder vil reducere behovet for nye trafikfly med op til 110 om året.

Relaterede artikler:

KLM opfordrer til at tage toget på korte strækninger

Sveriges unge køber flere togrejser til ferien

Spies: charterfly er bedst for miljøet

Højhastighedstog udfordrer flyrute i USA