Airbus og Boeing ser stigende konkurrence fra statsstøttede flyfabrikker

Japan, Kina og Rusland udbygger egne flyfabrikker til at konkurrere med duopolet fra Airbus og Boeing samt mindre flyfabrikker som canadiske Bombardier og brasilianske Embraer.

Japanerne har MRJ (Mitsubishi Regional Jet), kineserne COMAC (Commercial Aircraft Corporation of China), mens den russiske udfordrer er UAC (United Aircraft Corporation).

”Japan, Kina og Rusland er gået ind i konkurrence mod Airbus og Boeing med dybe, statslige lommer. De nye spillere er legitime nok, men jeg ser ikke, at de bringer noget nyt til festen – dermed begår de en stor fejl ved ikke at bidrage til noget nyt på området for flytyper som Boeing 737 eller vores A320-familie, som de vil konkurrere med.”

Det sagde Airbus’ vicepræsident for strategier, Christian Scherer, ved presseminar sidste uge hos Airbus i Toulouse.

Netop Airbus og Boeing beskylder ofte hinanden for at modtage statslig støtte – ligesom de to mastodonter på mange ommåder konkurrerer intenst. Dette kom vicepræsident for Christian Scherer også ind på i sit indlæg ved presseseminaret

”Airbus og Boeing står til at tabe markedsandele til de nye udfordrere – og disse griner hele vejen til banken, mens de ser Airbus og Boeing bruger tid og ressourcer på at nærmest rive hinanden i stykker,” sagde han.

Ifølge Airbus vil der de kommende tyve år blive behov for over 27.000 nye passagerfly til at klare flyselskabernes vækst og til afløsning af pensionsmodne fly.

Det største marked er Fjernøsten, som ifølge Airbus’ vil aftage over 9.000 nye trafikfly de næste tyve år. Herefter følger Europa og Nordamerika, begge regioner forventes at skulle købe op mod 6.000 nye fly.

Resten af salget vil ske til Afrika, Latinamerika, Mellemøsten samt CIS-regionen, der omfatter landene i det tidligere Sovjetunionen.

I dag er der over 6.700 Airbus-fly hos 372 flyselskaber mm. verden over – flyfabrikken har bekræftede ordre på over 4.400 nye fly. Sidste år leverede Airbus 534 nye fly.

Skrevet af Henrik Baumgarten