Pjerrot og Tivoli Garden vil deltage i fejringen af Tivolis 178 års fødselsdag. (Foto: Bax Lindhardt)

Anarkist flytter ind i Tivoli

Tivoli gør klar til at fejre sin 178 års fødselsdag, og udover strøgparade med Tivoli Garden flytter det odenseanske barkoncept Anarkist ind i Biergartens lokaler.

Når Tivoli på søndag den 15. august kan fejre, at det er 178 år siden, at Georg Carstensen i 1843 grundlagde den smukke gamle have midt i København, så kan man samtidig bryste sig af at være verdens næstældste forlystelsespark efter Bakken, der daterer sig tilbage til 1583.

Som sædvanligt benytter man lejligheden til at festligholde begivenheden, selvom det hverken er rundt eller halvrundt i år. Men efter den lange coronanedlukning er der til gengæld en passende anledning til at kippe med flaget og vise, at det stadig er en populær attraktion.

I 2020 måtte Tivoli nemlig se besøgstallet falde med 64,5 procent til 1.628.000, og derfor er der glæde over, at der nu atter er mange besøgende.

Paradetur gennem København
Haven åbner som sædvanligt kl. 11.00 på søndag, men forinden er fødselsdagen skudt i gang med morgenløb og morgenyoga.

Tivoli Garden, som er et af de stolte varemærker, vil fra kl. 15.30 gå strøgparade fra Kongens Nytorv, hvorefter de 20 minutter senere ender nede foran Tivolis hovedindgang.

Senere på dagen skal de gardere belønnes, der har nået Tivoli Gardens pensionsalder på 16 år. Det sker med en medaljeoverrækkelse på Plænen. En bronzemedalje uddeles for tre sommersæsoner. Der er sølv for fem sommersæsoner, mens guldmedaljen uddeles for syv sommersæsoner.

16 stjernestunder på en uge
I forbindelse med fødselsdagen tages der også hul på Stjernestunder med hele 16 klassiske koncerter på én uge. Det er en festival dedikeret til klassisk musik, og fra den 15. til 22. august vil talentfulde verdensstjerner kunne opleves i Glassalen.

Herudover vil den franske sopran, Patricia Petibon, optræde på scenen i Tivolis Koncertsal i forbindelse med den årlige fødselsdagskoncert, hvor der også er indslag fra Tivoli Garden og Tivoli Balletteater.

Anarkist til Biergarten
Selve fødselsdagsgaven til Tivoli handler om øl. Det odenseanske barkoncept Anarkist flytter ind i Biergartens lokaler. Anarkistserien er en del af samarbejdsaftalen mellem Tivoli og Royal Unibrew til en tocifret millionværdi.

Ølserien er, ifølge Royal Unibrew, født ud af sans for detaljen, både i forhold til at brygge øllen, men også i særlig grad omkring det visuelle udtryk, som er markant anderledes end konventionelle øl.

Anarkist-baren slår et slag for bryggerhåndværket ved blandt andet at tilbyde gæsterne specialbryg fra andre førende mikrobryggerier samt et stort udvalg af flaskeøl. Der vil være hele 20 forskellige ølhaner at vælge imellem, og Tivoli lokker med gratis øl til de første 500 gæster.

 

Relaterede artikler:

Tivoli spiller igen Fredagsrock fra september

Tivoli genåbner men er lukket på hverdage i april

Tivoli klar til jubilæumsparade