Arlanda: København er en af verdens bedste lufthavne

Swedavia, der driver hovedparten af de store svenske lufthavne, vil gerne at Stockholms hovedlufthavn, Arlanda, bliver ligesom Københavns Lufthavn. I hvert fald vil driftsselskabet nu tage konkurrencen op med Kastrup, hedder det i pressemeddelelse.

Svenskerne ønsker at Arlanda Lufthavn skal blive et større økonomisk omdrejningspunkt – et stort byggeprojekt starter i år for at gøre Arlanda til et mere attraktivt sted at arbejde i og rejse fra.

I pressemeddelelsen fra Swedavia står om Københavns Lufthavn:

”Det er nok ingen hemmelighed, at Københavns Lufthavn efterhånden er blevet en af de bedste lufthavne i verden, især når det kommer til restauranter, lækre mode- og specialbutikker og et urbant miljø. Derfor er lufthavnen også blevet kåret som Europas bedste lufthavn tre år i træk. Men nu får Kastrup skarp konkurrence, når et nyt byggeprojekt påbegyndes i Arlanda Lufthavn med masser af restauranter, butikker og sågar børnepasning, der skal skabe bedre sammenhængskraft mellem arbejds- og privatliv, for de mange rejsende og arbejdende omkring lufthavnen,” står der i pressemeddelelsen.

”Visionen er, at hele Arlanda-området skal have en tydelig bykarakter, og i det koncept indgår også, at vi må tilbyde de tjenester, man forventer, når man arbejder i et bymiljø.  På langt sigt indebærer det f.eks. børnepasning. At arbejde i Arlanda skal med andre ord ikke være mindre attraktivt end at arbejde på et kontor i Stockholm,” siger Jan Egenäs, adm. direktør i Swedavia Ejendomme.

 

Det nye projekt ved Arlanda får en bæredygtig profil og skal bl.a. udbyde 20.000 kvadratmeter kontorlejligheder med restauranter og indkøbsmuligheder i stueetagen. Byggeriet forventes færdigt i 2015, oplyser Swedavia til takeoff.dk

 

Jan Egenäs fortsætter: ”Med det nye byggeprojekt tager vi det første, historiske skridt mod en lufthavn i international verdensklasse. I dag arbejder omkring 15.000 mennesker i lufthavnsområdet, men vi tror på forudsigelsen om, at der om 10 år er 50.000. Til sammenligning er der 22.000 arbejdende i Københavns Lufthavn, hvilket gør lufthavnen til Danmarks største arbejdsplads, noterer Swedavia.

 

De mange pæne ord om Københavns Lufthavn vækker glæde, Københavns Lufthavns pressechef, Søren Hedegaard Madsen, siger til takeoff.dk:

”Det er jo fantastisk læsning, vi takker for den pæne omtale. Swedavia har fuldstændig ret i, at en vigtig attraktion i en moderne lufthavn er et stort shoppingcenter med at udbud der gør kunderne tilfredse ligesom vi også arbejder med begrebet airport cities, altså at der også er gode indkøbsmuligheder tæt på lufthavnen til glæde for passagerer og ansatte.”

”Vi kigger dog ikke på Arlanda som en primær konkurrent til Københavns Lufthavn. Vi ser Arlanda som en stor nordisk regional lufthavn – til gengæld ser vi her Amsterdams Lufthavn og Berlins kommende storlufthavn, Brandenburg, som primære konkurrenter til Københavns Lufthavn,” siger Søren Hedegaard Madsen.

Skrevet af Henrik Baumgarten