Sviende fransk nederlag på danske busser

Boet kan nu gøres op, efter at regnskabet i det danske datterselskab Veolia Transport Danmark A/S (tidligere Connex Danmark) nu foreligger for 2006, og dette selskab nu er solgt til Arriva Skandinavien A/S med overtagelse den 1. september.
Hverken adm. direktør Vincent Bech i Veolia Transport Danmark eller adm. direktør Johnny Hansen i Arriva ønsker at oplyse pris og betingelser for Arrivas overtagelse af det danske Veolia-selskab med dets 1200 medarbejdere, 600 rutebusser og 13 værkstedsanlæg.
Fra anden side pointeres det, at franske Veolia via det skandinaviske koncernselskab i Stockholm renser en gæld på 400 mio. DKK ud af det danske selskab inden overdragelsen til Arriva. Endvidere antydes der herefter en salgspris på i omegnen af 50 mio. DKK for det gældfrie selskab.
Med overtagelsen af Veolia/Connex-buskørslen i Danmark får engelskejede Arriva en markedsandel på cirka 50 pct. på landsplan i Danmark og ca. 60 pct. i Københavnsområdet og er dermed den største rutebusoperatør herhjemme.
(Børsen)

Skrevet af